Juli levede ikke op til sidste år hos Play, og passagertallet blev omkring to procent lavere i år. For hele året er flyselskabet endnu ikke over millionen, mens man i 2023 allerede var på 1,2 millioner.
I slutningen af sidste måned meldte Play ud, at selskabet nu ikke længere forventer, at 2024 vil gå i nul, når årsregnskabet skal skrives. Derimod regner det islandske flyselskab med, at året bliver endnu et med underskud i forretningen.
I tillæg til udsigten til et negativt årsresultat, endte antallet af passagerer, der er gået ombord i flyene i Plays flåde, også med at falde i løbet juli, når man sammenligner med den midterste af de tre måneder i højsæsonen sidste år.
I juli 2023 registrerede flyselskabet 191.577 passagerer i juli, mens det tal i år var faldet med knap to procent således, at det endte på 187.835. Samlet set har Play fløjet med 978.517 rejsende i år, hvilket er 21 procent færre end de 1,2 millioner, som selskabet var oppe på ved samme tid i 2023.
Salget faldt
Ud af de 187.835 flypassagerer rejste 58.417 fra Island til andre destinationer, mens 57.665 af de rejsende fløj til Island. I tillæg hertil betjente Play også 71.753 transferpassagerer. I forhold til sidste år var der fremgang i antallet af afgående passagerer, mens de andre to gik tilbage.
I løbet af måneden udbød Play en samlet sædekapacitet på 628.3 millioner passagersædekilometer, hvilket var stort set på linje med de 627.3 millioner, der var tilgængelige i juli sidste år. Med 555.4 millioner solgte passagersædekilometer i år faldt det med 2,8 procent fra 571.5 millioner i juli 2023.
Et blik på belægningsgraden afslører, at denne også er faldet i forhold til juli sidste år. På daværende tidspunkt var den på 91,1 procent, mens Play i år landede en belægning på 88,4 procent. Dermed er der tale om et fald på 2,7 procentpoint.
Punktligheden i flyankomster er derimod blevet bedre, da den er øget med 5,2 procentpoint fra 80,2 procent i juli sidste år til 85,4 procent i den forgangne måned. For hele året er den på 88 procent, oplyser Play.
Modtager flere bookinger
Plays administrerende direktør Einar Örn Ólafsson hæfter sig ved, at selskabet nu har fået gavn af en af de strategiske beslutninger, man har taget.
”Det er opmuntrende at kunne konstatere, at antallet af passagerer, der rejser fra vores hjemmemarked i Island, er steget med syv procent i forhold til sidste år. Vi satser på at have et bredt udvalg af destinationer for fritidsrejsende, og det lønner sig nu.”
Selvom juli ikke blev lige så god som sidste år, ser flyselskabets topchef dog tegn på bedring, når han kigger fremad til senere på året.
”Transfermarkedet har været mindre robust denne sommer, hvilket giver sig udtryk i vores trafiktal for juli, men vi har lige nu modtager flere bookinger end sidste år, hvilket giver os håb om, at tendensen vil vende i de kommende måneder.”
Relaterede artikler:
Play skruer forventninger ned: Underskud på vej