Boeing 787-8 Dreamliner fra Fuerza Aérea Mexicana med registreringen XC-MEX. (Foto: Omar Boussart | CC 4.0)

Præsidentfly udlejes til fester og sammenkomster

Det har vist sig vanskeligt at sælge et Dreamliner-fly, der blev benyttet af den tidligere præsident i Mexico, og derfor får borgerne i landet nu mulighed for at leje flyet og benytte det som festlokale.

Flyentusiaster, der tilfældigvis står over for at skulle fejre et bryllup eller en anden mærkedag i Mexico, bør læse med her. Fremover bliver det nemlig muligt at afholde arrangementer og sammenkomster i et fly, der er lidt ud over det sædvanlige.

Det er landets nuværende præsident Andrés Manuel López Obrador, som efter flere år med ufrugtbare forsøg nu har droppet at sælge den Boeing 787-8 Dreamliner, som hans forgænger Enrique Peña Nieto benyttede til officielle rejser og andre flyvninger.

Årsagen til, at den nuværende præsident gerne vil have Boeing-flyet afhændet er, at han har et stort fokus på besparelser i det offentlige, og han benytter derfor ikke privatfly, ligesom præsidenten kun har foretaget én udenlandsrejse i sin tid som statsoverhoved. Præsident Obrador betegner desuden flyet som værende ”for luksuriøst”.

Kun plads til 80 passagerer
Forsøget med at sælge det otte år gamle præsidentfly har stået på siden 2018, hvor den mexicanske stat både har prøvet at afhænde Dreamlineren til virksomheder, forretningsfolk og man har sågar forsøgt at holde en auktion over flyet, men ingen køber har endnu bidt på krogen. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det kan skyldes, at flyets kabine er konfigureret sådan, at der blot er plads til 80 passagerer, hvor et fly af den type sædvanligvis vil kunne have op mod 300 passagerer ombord. Årsagen til det er, at flyet er blandt andet udstyret med en suite, der er indrettet med eget bad.

Det betyder dog også, at der vil være store udgifter forbundet med at få ændret på konfigurationen, og det har tilsyneladende fungeret som en stopklods i forhold til at finde en køber til præsidentflyet, som oprindeligt blev købt for 200 millioner dollars, hvilket svarer til 1,3 milliarder kroner.

Skal benyttes som festlokale
Flyet får dog ikke lov til at stå og samle støv, selvom det ikke kan sælges, og præsidenten ikke ønsker at gøre brug af det. Ifølge præsident Obrador har han besluttet, at flyet skal overdrages til Forsvarsministeriet i landet, som fremover kan udleje det.

Ministeriet står for driften af lufthavnen Felipe Ángeles International Airport, som åbnede i slutningen af marts i år. Lufthavnen skal i fremtiden sammen med Mexico City International Airport betjene flyvninger til og fra landets hovedstad Mexico City.

Planen er, at præsidentflyet skal parkeres i den nye lufthavn, hvor borgerne i fremtiden vil kunne benytte det til fejringer og andre sammenkomster med familier og venner, fortæller præsident Obrador.

Lejeindtægter vil gå til vedligehold
Præsidenten forestiller sig, at flyet kan danne ramme om fejring af livets store mærkedage. Det kan eksempelvis være de såkaldte voksenfester, der er meget udbredte i Mexico. Her mødes familierne og holder en fest, når deres døtre fylder 15 år.

“Lejen vil betale for udgifterne til flyet og dets vedligeholdelse. Det bliver åbnet for offentligheden, hvis nogen ønsker at leje det, fordi de vil fejre, at de skal giftes, har fødselsdag eller skal holde voksenfest med venner og familie,” udtaler præsident Andrés Manuel López Obrador.

Han tilføjer desuden, at regeringen i Mexico fortsat er åbne for at sælge flyet, såfremt en interesseret køber skulle melde sig på banen.

 

Relaterede artikler:

Udtjente fly kan bruges til festlokale og hotel

Sjældent præsidentfly på museum

Gaddafis fly på vingerne efter syv år