Primera Air - Boeing 737-800.

Primera Air vil aggressivt udfordre DAT og Jet Time

Primera Air vil være mere aggressive på markedet for ad-hoc charter og bide skeer med DAT og Jet Time. Selskaber har netop modtaget sit ottende Boeing 737-fly.

Det danske charterflyselskab Primera Air har indtil nu levet en lidt anonym tilværelse og primært koncentreret sig om at flyve chartergæster for turoperatører, som er en del af den samme islandske rejsekoncern som Primera Air.

Men det kommer til at ændre sig i fremtiden. Primera Air vil nemlig gerne ind på det attraktive marked for ad-hoc charter.

”Vi vil gerne være mere aggressive i markedet og byde på ad-hoc charter,” siger Primera Airs kommercielle direktør, Jacob Helle, til CHECK-IN.dk.

Ad-hoc charter er når virksomheder, sportsklubber, offentlige myndigheder eller andre lejer et fly til en enkel eller ganske få flyvninger. Blandt de danske flyselskaber er det især Sun-Air, Jet Time og Danish Air Transport, der gør sig gældende med fly i forskellige størrelser.

Primera Air har Boeing 737-800 og -700 fly med plads til henholdsvis 189 og 148 passagerer. Det bliver derfor primært Jet Times Boeing 737-fly og Danish Air Transports kommende Airbus A320-fly, som Primera Air skal konkurrere mod samt udenlandske aktører.

Vil gerne vokse
Mandag i sidste uge modtog Primera Air sit ottende Boeing 737-fly. Det er et otte år gammelt Boeing 737-800 fly, der tidligere har fløjet for japanske Skymark Airlines og er blevet indregistreret som OY-PSH. Flyet har fået ny kabine indvendig.

”Vi vil gerne vokse, så derfor valgte vi at anskaffe os et fly mere,” forklarer Jacob Helle.

Væksten skal blandt findes på det centraleuropæiske marked. Og her har Primera Air allerede tegnet en kontrakt om at stationere et fly i Paris Charles de Gaulle-lufthavnen fra april til oktober i år. Det skal flyve for en række franske rejsearrangører til destinationer i Grækenland, Spanien og Italien. Primera Air planlægger at stationere 5-6 besætninger i den franske storlufthavn.

I 2011 transporterede Primera Air 858.000 passagerer og forventer i 2014 at runde 1,2 mio. passagerer. Selskabet har omkring 300 piloter og kabinebesætningsmedlemmer samt cirka 100 øvrige ansatte.

Foto: Maarten Visser/Wikimedia Commons