Dansk-lettiske Primera Air vil åbne atlantruter fra 2019 og har derfor bestilt 16 eksemplarer af den største Boeing 737 MAX-version.
Det dansk-lettiske flyselskab Primera Air har været hos den amerikanske flyproducent Boeing og bestilt 16 eksemplarer af Boeing 737 MAX 9 til levering fra 2019 og frem. Otte fly køber Primera Air selv og otte bliver anskaffet gennem et leasingselskab, der køber dem hos Boeing og leaser dem videre til Primera Air. Desuden har selskabet en ”købsret” til yderligere fire fly.
De 16 fly skal primært bruges til at åbne ruter mellem Nordeuropa og USA’s østkyst. Et forretningsområde, som Primera Air ikke beskæftiger sig med i dag, hvor det primært handler om at flyve solhungrende danskere, nordmænd, svenskere, finner og islændinge sydpå på charterferie.
Med planen om atlantruter går Primera Air direkte i klinch med de etablerede netværksselskaber samt lavprisselskaber som Norwegian og WOW Air. Primera Air vil indenfor kort tid løfte mere af sløret for planerne om atlantflyvninger, oplyser selskabet til CHECK-IN.dk.
Registreret i Danmark
Primera Air består reelt af to søsterselskaber. Det danske Primera Air Scandinavia og det lettiske Primera Air Nordic. Sidstnævnte blev etableret i 2014, hvorefter hovedparten af selskabets otte nuværende Boeing 737-fly blev flyttet fra Primera Air Scandinavias danske driftstilladelse til Primera Air Nordics lettiske driftstilladelse.
Tilbage på dansk OY-register er i dag kun ét fly. Selskabets hovedkvarter er nu placeret i Riga. Her har Primera Air samlet et hold på næsten 100 mænd og kvinder. Forvaltningen og kontrollen af flåderne fra de to flyselskaber, Primera Air Nordic og Primera Air Scandinavia, drives fra de lettiske kontorer.
Primera Air kan overfor CHECK-IN.dk ikke fortælle hvor mange af de 16 nye fly, der vil blive registreret i Danmark på Primera Air Scandinavias driftstilladelse.
Primera Air er ejet af den islandske rejsekoncern Primera Travel Group, der står bag rejsearrangører i Sverige, Danmark, Norge, Finland og Island. I Danmark er blandt andet Bravo Tours ejet af Primera-gruppen.
Største version
Boeing 737 MAX 9 er den indtil videre største planlagte version i Boeings nye MAX-serie af den populære 737-familien. MAX 9 får plads til op til 220 passagerer, mens grundmodellen, MAX 8, får plads til op til 200 passagerer. Norwegian har bestilt 108 MAX 8-fly og forventes at få de første leveret senere denne måned. Icelandair har bestilt et mix af MAX 8 og MAX 9.
Foruden de to versioner, så tilbyder Boeing også den mindre MAX 7, ligesom selskabet formentlig på Paris Airshow i juni løfter sløret for MAX 10, der får plads til endnu flere passagerer end MAX 9.
Relaterede artikler:
Primera Air fortsætter ekspansion
Primera Air øger på rutemarkedet