Protest mod nye SAS-uniformer

En gruppe svenske SAS-stewardesser har startet en underskriftsindsamling mod de nye SAS-uniformer.

CHECK-IN.dk kunne onsdag vise billeder af den nye uniform, som omkring 8.000 SAS-ansatte får som en del af fejringen af SAS’ 70-års fødselsdag. Uniformen præsenteres først for alvor til september, og medarbejderne vil først begynde at trække i de nye uniformer i løbet af efteråret.

Nogle medarbejdere har dog allerede set og prøvet den nye uniform. Og de er ikke alle udpræget begejstret. En gruppe svenske SAS-kabineansatte har således startet en underskriftindsamling på internettet i protest mod den nye uniform.

Omkring 100 personer har skrevet under. Det er især uniformens pasform og snit, som underskriverne protesterer imod. Underskriftindsamlingen er organiseret af en række svenske ansatte og hovedparten af underskriverne er svenske kvinder. Men der er også en del danskere i blandt.

Medarbejdere taget med på råd
Hos SAS anerkender man, at der kan være mange meninger om den nye uniform.

”Det er naturligt, at dem, der bærer uniformen hver dag på arbejde, har meninger om den. Og det er helt naturligt, at der blandt vores mange tusind medarbejdere er individuelle forskelle på, hvordan man ønsker ens uniform skal se ud,” siger kommunikationsspecialist Cathrine Myhren fra SAS til CHECK-IN.dk.

Hun peger desuden på, at medarbejderne har været taget med på råd i arbejdet med at designe den nye uniform.

”Medarbejderrepræsentanter har været med lige siden vi besluttede at starte et projekt om at opgradere uniformerne, så de passer bedst til medarbejdernes behov og hverdag,” pointerer Cathrine Myhren.

Stor blå bjælke
August-nummeret af SAS’ inflight magasin, Scandinavian Traveler, indeholder en længere artikel med billeder af SAS’ uniformer de sidste 70 år. Artiklen slutter af med et billede af to stewardesser i de nye uniformer. For at bevare spændingen indtil september er billedet dog forsynet med en stor blå bjælke på tværs med teksten ”Sneak preview”.

SK Uniform2

De nye uniformer er udviklet af SAS’ brandingafdeling sammen med den svenske leverandør af arbejdstøj Ted Bernhardtz.

 

 

Relaterede artikler:

Her er de nye SAS-uniformer