Punktlighed en del af kulturen hos SAS

At sikre, at flyene ankommer til tiden, er for SAS blevet mere end bare et marketingbrand over for kunderne. Det er også blevet grundstammen i virksomhedens kultur.

I januar 2008 ankom kun omkring 79 procent af alle SAS-fly til deres gates til tiden. Det gjorde selskabet til det 23. mest præcise selskab i Europa. I hele 2011 ankom SAS-flyene til tiden 88,2 procent af gangene. Det gjorde selskabet til Europas mest præcise flyselskab for tredje år i træk.

Med “on time-generalen“ Per Schrøder i spidsen har alle flyselskabets mere end 15.000 medarbejdere arbejdet intenst på at forbedre punktligheden og gøre det til et af SAS’ varemærker overfor kunderne.

Men det er også blevet brugt til at styrke virksomhedskulturen i det kriseprægede skandinaviske flyselskab.

“For os er punktlighed mere end bare en overskrift, men noget vi lever efter. Det er en del af vores dna,” lød det højtideligt fra SAS’ koncernchef Rickard Gustafson, da han onsdag modtog en pokal fra firmaet Flightstats som bevis på SAS’ førsteplads blandt de største europæiske flyselskaber i 2011.

Flightstats kårer de punktligste selskaber i Europa, Asien og Nordamerika samt på verdensplan for tredje år i træk. På verdensplan må SAS se sig henvist til tredjepladsen af de to japanske selskaber ANA og Japan Airlines. Under to procentpoint bagefter ANA på førstepladsen.

Et fælles mål

Rickard Gustafson har en tv-skærm på sit kontor, der altid fortæller ham status på alle fly i operation. Om de er foran tidsplanen, til tiden eller forsinkede. Han og en lang række mellemledere modtager også to sms’er om dagen med status for dagens punktlighed. Men ifølge SAS’ operationschef Flemming Jensen handler det om at få hele virksomheden med.

”Det er ekstremt vigtigt at få alle involveret og skabe et fælles mål,” understreger Flemming Jensen og peger på, at det at flyene ankommer og afgår til tiden nu er blevet en del af alle SAS-ansattes ”mindset”.

”Det er udfordrende med en så mikset flyflåde som SAS’ at holde punktligheden højt, og vi forventer en besparelse på omkring 200 mio. kroner, når vores mellemdistanceflyflåde om halvandet til to år kun består af to flytyper,” siger Flemming Jensen.

Per Schrøder har de sidste tre år haft titel af ”on time-general” og været drivkraften i omstillingsprocessen, der har handlet om at få alle involverede til at arbejde sammen. Små ting som at give hånd til handlingmedarbejderne ude ved flyet og holde en fælles telefonkonference ved flyets ankomst har alle sammen bidraget til at forbedre punktligheden.

I Skandinavien og i få andre lufthavne er det SAS’ eget ground handling selskab, der tager sig af at håndtere flyene på jorden. SAS er med flyvninger fra mange forskellige destinationer det tredjestørste luftfartsselskab i London Heathrow. Her står et fremmed selskab for handlingen.

”Her gælder det om at tage en dialog med dem, og forklare hvorfor det her er vigtigt for os,” understreger Per Schrøder.

Foto: COO Flemming Jensen, SAS, CEO Rickard Gustafson, SAS og CEO i Flightstats, Jeff Kennedy. (Foto Leif Tuxen)