En Q400 fra det canadiske selskab Conair, der bekæmper brande fra luften. Foto: Alexandre Dubath/Conair

Q400-fly fra Flybe bliver brandbekæmpelsesfly

Det canadiske selskab Conair, der specialiserer sig i at slukke brande fra luften, har købt 11 Dash-8 Q400. Passagerflyene har opereret for Flybe, der gik konkurs i marts 2020.

Frem til begyndelsen af marts sidste år fløj de passagerer frem og tilbage mellem en lang række britiske lufthavne, men nu får 11 turbopropfly af typen Dash-8 Q400 et helt nyt og anderledes liv.

Flyene er blevet købt af det canadiske selskab Conair Group, der har verdens største privatejede flåde af brandbekæmpelsesfly. De fløj for britiske Flybe indtil selskabets konkurs i marts 2020, og nu skal de således konverteres til fly, der kan bekæmpe store ildebrande fra luften.

Q400-flyene får navnet Q400AT (Air Tanker), og Conair har udset dem til at udgøre fremtiden for brandbekæmpelsesfly. ’Købet er den mest betydningsfulde investering, Conair hidtil har foretaget i retning af at udvikle en flåde af Next Generation-fly designet til bedre at bekæmpe skovbrande i de kommende år’, lyder det fra Conair.

De 11 Q400-fly blev alle produceret fra 2007 til 2009 og fløj altså for det britiske flyselskab Flybe, der var det største regionale flyselskab i Europa med omkring 80 Q400-fly. Den økonomiske situation i selskabet var imidlertid så kritisk, at coronakrisen gav dødsstødet til det for snart et år siden.

Et taktisk fleksibelt fly
Conair vil begynde at modtage flyene i indeværende måned, og de vil tilslutte sig en eksisterende flåde på 70 brandbekæmpelsesfly, der inkluderer typer som BAe Avro RJ85 og Convair CV580.

”Q400AT er hurtig, brændstofeffektiv og taktisk fleksibel og kan udføre både indledende angreb såvel som vedvarende støtteflyvninger,” siger Jeff Berry, chef for forretningsudvikling i Conair, om flytypens rolle ved store skovbrande.

Købet af de 11 Q400-fly er en del af en strategi om at erstatte ældre og større brandbekæmpelsesfly med hurtige, manøvredygtige og brændstofeffektive typer. Q400 blev valgt efter at have overvejet en lang række andre flytyper, lyder det fra Conair. Flytypen kan konverteres til at indeholde en 10.000 liter stor vandtank.

Siden 2005 har Conair konverteret Q400’ere til brandbekæmpelsesfly, og selskabet har fløjet over 8.000 timer med denne flytype. De 11 tidligere Flybe-fly bliver opbevaret hos det hollandske selskab Samco, og de vil blive fløjet til den vestcanadiske by Abbotsford, hvor konverteringen vil finde sted.

 

Relaterede artikler:

Flybe kan komme på vingerne igen i 2021

Flybe er kollapset

Bombardier sælger sit Dash 8 Q400-program