Britiske Thymes Opco har købt værdier, udstyr og immaterielle rettigheder i Flybe-konkursboet og vil forsøge at få flyselskabet tilbage i luften i begyndelsen af 2021.
Da COVID-19-pandemien for alvor ramte Europa i marts måned i år, var britiske Flybe det første flyselskab til at bukke under. Allerede den 5. marts blev der indgivet konkursbegæring for det regionale flyselskab, der var det femtestørste i Storbritannien og ejet af et konsortium bestående af Virgin Atlantic, Stobart Group og kapitalfonden Cyrus Capital Partners.
Flybe var i en så svag økonomisk forfatning, at der ikke skulle mere end nogle ugers nedgang i efterspørgslen, før selskabet måtte foretage en finansiel nødlanding.
Men nu er der noget der tyder på, at Flybe atter kan komme i luften igen. Virksomheden Thymes Opco Ltd., der kontrolleres af Cyrus Capital har nemlig nemlig købt værdier og udstyr inklusive varemærket og andre immaterielle rettigheder fra boet.
I en meddelelse fra EY, der er boets administratorer, fremgår det, at det er planen at genstarte flyselskabet under Flybe-navnet i begyndelsen af 2021.
“Vi forventer at skabe værdifuld beskæftigelse inden for luftfartsindustrien, genskabe vigtig regional forbindelser i Storbritannien og bidrage til genopretningen af en vital del af landets økonomi,” lyder i meddelelsen.
Glæde hos fagforeninger
Ved konkursen mistede omkring 2.000 ansatte deres job, og nu er der udsigt til, at en del af disse kan komme tilbage i beskæftigelse hos Flybe, når og hvis det lykkes at få flyselskabet i luften igen.
Hos fagforbundet Union er der glæde over udmeldingen, selvom der stadig er et langt stykke vej, inden det nye Flybe kan blive en realitet.
“Vi hilser nyheden velkommen, men samtidig er det vigtigt, at Thyme Opco præciserer, hvilken forretning man har til hensigt at drive, omfanget af dens aktiviteter og den økonomiske støtte til ambitionerne. Mange af de fremragende Flybe-medarbejdere, der mistede deres job uden egen skyld, har siden kæmpet for at finde tilsvarende arbejde. Unite vil søge tilsagn om, at de får den første mulighed for at ansøge om nye stillinger hos det genopstandne flyselskab,” hedder i en erklæring fra fagforbundet.
Også hos det britiske pilotforbund BALPA er man allerede oppe på tæerne i forhold til at kunne sikre beskæftigelse til de piloter, der kom i klemme ved konkursen.
“Jeg håber, at dette dette er starten på en genstart af Flybe, og jeg har skrevet til alle involverede parter for at diskutere dette med dem,” udtaler Brian Strutton, der er generalsekretær i BALPA.
Før konkursen fløj Flybe til 80 lufthavne i Storbritannien og Europa og repræsenterede 40 procent af indenrigsflyvninger i Storbritannien.
Relaterede artikler: