Ansatte foran fragtfly. (Foto: DSV | PR)

Qatar Airways etablerer fragtrute sammen med DSV

Fremover vil Qatar Airways Cargo og DSV to gange ugentligt transportere flere slags gods på en ny fragtrute, der starter i Mexico og slutter i Mellemøsten med mellemlandinger i USA og Europa.

I sidste uge foregik jomfruflyvningen på en nyetableret fragtrute, som er blevet navngivet ’Gateway Star’ og lanceret som led i et samarbejde mellem Qatar Airways Cargo og den store danske transport- og logistikvirksomhed DSV.

Ruten vil fremover blive befløjet to gange ugentligt med fragtudgaven af et Boeing 777-fly, der har kapacitet, som gør det muligt at medbringe 200 ton gods på flyvningerne. Disse vil finde sted torsdage og søndage.

DSV vil stå for at laste flyet og varetage de administrative opgaver, mens det bliver ansatte fra Qatar Airways Cargo, der får til opgave at foretage flyvningerne på ruten.

Flyene letter fra Felipe Ángeles International Airport, der betjener Mexico City og området heromkring, hvorfra de sætter kursen mod lufthavnen i byen Huntsville i den amerikanske stat Alabama, inden der flyves til Doha i Qatar via Luxembourg.

Reservedele, biler og letfordærvelige varer
Ifølge Qatar Airways Cargo er håbet, at den nye fragtrute kan knytte markederne i Nordamerika tættere sammen med dem i såvel Europa som Mellemøsten.

Forventningen er, at flyene vil have flere forskellige typer af gods ombord. Det drejer sig blandt andet om reservedele til de bilfabrikanter, hvis produktion er placeret i europæiske lande samt letfordærvelige varer og biler.

Elisabeth Oudkerk, der er direktør for fragtsalg og netværk hos Qatar Airways Cargo, er glad for, at flyselskabet har slået sig sammen med den danske virksomhed.

”Vi er begejstrede over det nye samarbejde med DSV. Det har ikke alene ført til, at DSV når længere ud, men har også resulteret i, at der nu er blevet etableret en helt ny rute fra Mexico City via Europa til Mellemøsten.”

Adgangen til Mellemøsten bliver bedre
Direktør Mads Ravn fra DSV, der har ansvaret for selskabets afdeling for luftfragt, ser flere fordele i, at de to selskaber er begyndt at arbejde tættere sammen.

“Vores samarbejde med Qatar Airways Cargo repræsenterer et langt skridt i den rigtige retning. Lanceringen af denne nye flyrute viser med al tydelighed vores kunder, at vi nærer et ønske om at revolutionere logistikbranchen og binde verden tættere sammen.”

”Gennem partnerskabet med Qatar Airways Cargo vil vi både få en tydeligere tilstedeværelse på markedet men også etablere en mere gnidningsfri adgang til Mellemøsten med henblik på at skabe vækst i vores olie- og gasforretning.”


Relaterede artikler:

Luftfragt skal hjælpe interkontinentale ruter til Oslo

Ny fragtrute fra New York til Billund

Nordic Seaplanes satser hårdere på fragt