Der var i januar omkring 38.000 flere interkontinentale passager i Københavns Lufthavn, og op imod en fjerdedel af væksten kom fra Qatar Airways
Københavns Lufthavn er kommet godt fra start i 2019. Lufthavnen øgede passagertallet med 2,3 procent til i alt 1.972.166 rejsende gennem terminalerne.
Der var fremgang i både rute- og chartertrafikken, selvom antallet af indenrigspassagerer faldt med omkring 6,2 procent. Det blev så rigeligt opvejet af den interkontinentale trafik, hvor der blev registreret en fremgang på 13,6 procent, hvilket svarer til 37.837 passagerer ud af den samlede vækst på 44.727 passagerer.
“Det er især den voksende lyst til at rejse langt, der driver fremgangen i antallet af rejsende. Antallet af passagerer på januars 36 interkontinentale ruter voksede med 13,6 procent,” siger administrerende direktør Thomas Woldbye.
Qatar Airways trækker væksten
Det er Qatar Airways-ruten, som CPH-direktøren henviser til. Her var der en fremgang på 10.191 passagerer til 43.399 i januar, og dermed stryger Doha direkte ind på en niendeplads over de største destinationer fra Københavns Lufthavn. Samtidig overhaler Qatar Airways konkurrenten Emirates, da Dubai ikke er at finde på listen over de 10 største destinationer fra CPH.
Omkring 80 procent af passagererne med Qatar Airways fra København flyver videre fra Doha til en lang række destinationer i især Asien, og her er Bali og Thailand blandt de mest populære rejsemål i vintermånederne.
“En ganske stor del af rejserne til Asien er i dag via de store hubs i Mellemøsten. Siden Qatar Airways i sensommeren gik fra 14 til typisk 18 ugentlige afgange, er trafikken til og via Doha vokset – i forhold til januar sidste år med knap 32 procent til i alt 42.000 rejsende,” uddyber Thomas Woldbye.
God transfervækst
Københavns Lufthavn kan også glæde sig over, at tendenserne fra sidste halvdel af 2018 omkring transfertrafikken ser ud til at fortsætte. Således var der 6,3 procent flere transferpassagerer i CPH i januar måned, og dermed er transferandelen på 19,5 procent, hvilket er 0,9 procentpoint bedre end samme måned året før.
“Vi kan se bag tallene, at væksten i transfer især er drevet af ruterne til Kina, Indien og USA – ikke mindst SAS’ rute til Hong Kong. Dertil kommer de, der flyver ind til CPH for at rejse videre til et af de store hubs i Mellemøsten,” uddyber CPH-direktøren.
Det er dog ikke Qatar Airways, der alene skal have ros for transferfremgangen. SAS repræsenterer nemlig 80 procent af transfertrafikken i CPH, og i januar bidrog også selskaber som Air Canada, Air China og Air India med at trække flere transferpassagerer gennem Nordens største lufthavn.
Relaterede artikler:
Her er de 20 største nordiske lufthavne i 2018