Radikales politiske leder, Martin Lidegaard og klimaordfører Samira Nawa ved sommergruppemødet 2023. (Foto: Radikale)

Radikale: Flyafgift skal finansiere grønt flybrændstof

Radikale Venstre fastholder i et nyt klimaudspil, at provenuet fra en eventuel flyafgift skal gå til at finansiere udviklingen af grønt flybrændstof. Man foreslår en gennemsnitlig afgift på 100 kroner.

I midten af december sidste år præsenterede SVM-regeringen med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, regeringsgrundlaget under navnet “Ansvar for Danmark”, og heraf fremgik det, at man vil arbejde for at indføre en passagerafgift på flyrejser på gennemsnitligt 100 kroner per afrejsende passager.

Ifølge regeringsgrundlaget var det hensigten, at omkring halvdelen af provenuet herfra i givet fald skal anvendes til tiltag omkring lufthavnene “og områderne omkring” samt finansiering af den første grønne indenrigsrute. Den anden halvdel skal anvendes til finansiering af en forhøjet ældrecheck.

Nyt udspil fra Radikale
At en del af indtægterne fra en eventuelt passagerafgift skal gå til direkte at finansiere velfærd har tidligere mødt kritik fra luftfartsbranchen, og der er da heller ikke politisk enighed om, hvordan luftfartsindustrien skal blive grønnere.

Radikale Venstre har i forbindelse med  partiets sommergruppemøde lanceret klimaudspillet “Bæredygtigt forbrug i en global verden”, hvor man ønsker at genåbne klimaloven og vedtage politiske mål om at nedbringe udledninger fra danskernes forbrug med 60 procent inden 2030 sammenliget med 1990.

Her er flyrejser en af de 10 produktkategorier, som Radikale Venstre peger på. Partiet skriver i sit oplæg, at forbrugerne stilles overfor et urimeligt valg, når man kan flyve til Prag for 199 kroner på en returbillet, mens det klimavenlige alternativ – uden at specificere dette alternativ nærmere – er noget dyrere.

En målrettet afgiftsreform skal derfor gøre klimabelastende produkter og adfærd dyrere, men partiet ønsker dog, at en eventuel adfærdsregulerende flyafgift skal investeres i udvikling af grønt flybrændstof.

Skal finansiere udviklingen af grønt flybrændstof
Der lægges således op til, at provenuet fra en flyafgift skal anvendes til at fremme produktion af grønt flybrændstof, som luftfartsbranchen gennem flere år har været fortaler for.

I takt med tidligere udspil ønsker Radikale Venstre en differentieret afgift på henholdsvis 100, 300 og 400 kroner per passager i 2030 for korte, mellemlange og lange flyrejser.

“Men regulering i EU kan resultere i et mindre behov for en afgift på de kortere flyrejser, mens de længere rejser på f.eks. Business Class bør pålægges en større afgift, som afspejler det større klimaaftryk ved denne type billetter. Den gennemsnitlige afgift foreslås at udgøre omkring 100 kr. pr. passager, når den indføres i 2024, og gradvist stige til omkring 160 kr. pr. passager i 2030,” hedder det i udspillet.

 

Relaterede artikler:

Ny regering: Passagerafgift på 100 kroner

DI-direktør: For højt niveau fra Radikale Venstre

Tager positivt imod udspil fra Radikale Venstre