Radisson Blu Scandinavia tager hul på foråret

Et af Amagers kendte vartegn, Radisson Blu Scandinavia Hotel, åbnede i denne uge de første to nyrenoverede etager. Selvom hotellet ikke er en del af ‘All Seasons’ kæden, har man alligevel ladet årstiderne inspirere indretningen.

Komplet forvandling i varme efterårsfarver og klare forårsfarver er budskabet fra Radisson Blu Scandinavia, efter at det københavnske hotel i denne uge åbnede de to første nyrenoverede etager.

Hotellet på Amager gennemgår i øjeblikket og frem til december 2012 en omfattenderenovering, der blandt andet betyder nyt design på i alt 470 af de 543 værelser. Og selvom det ikke er et “All Seasons“ hotel, har man alligevel ladet årstiderne inspirere værelsesindretningen.

”Autumn”-værelserne er kendetegnet af sæsonens varme efterårsfarver, mens ”Spring”-værelsernes klare, rene linjer vil give en følelse af fornyelse. Alle værelser er rummelige med et nutidigt look og har alt, hvad der er behov for, for at gøre opholdet perfekt for alle slags rejsende, hedder det i beskrivelsen fra hotellet.

Alle nyrenoverede værelser indrettes med 37 tommers fladskærme, nye Jensen-senge med dyner og hovedpuder fra Mühldorfer. Herudover vil internetforbindelsen blive opgraderet til 100 Mbit, mens der også installeres safetybox, strygebræt og sågar nye minibarer. Der forlyder dog intet om, hvorvidt priserne på minibarens indhold er blevet justeret, men det er næppe tænkeligt.

“Jeg er meget begejstret for at have fået sat gang i renoveringen og glæder mig rigtig meget til resultatet. Hotellet får et helt nyt indre, fra værelser til konferencelokaler og korridorer, og både turister, forretningsrejsende og mødedeltagere vil få utrolig meget glæde af det”, siger Roy A. Kappenberger, General Manager på Radisson Blu Scandinavia Hotel.

Også hotellets konference- og mødelokaler bliver en del af renoveringen. Her kommer der helt nye møbler og tæpper,ligesom den tiltrængte opgradering afinternetforbindelsen til 100 Mbit vil finde stedfra januar 2012.

Radisson Blu Scandinavia Hotel er ejet af Wenaas ASA, og hotellet har modtaget den prestigefyldte miljøcertificering, Svanemærket.