Den nordjyske lufthavn i Aalborg kom ud af 2009 med en historisk fremgang. I alt 1.124.028 passagerer benyttede lufthavnen sidste år.
Da Sterling Airlines i oktober 2008 blev ramt af konkurs, var det umiddelbart svært at finde optimisme i Aalborg Lufthavn.
Men når det hele er blevet gjort op, er der grund til at række hænderne i vejret hos de nye ledelse i Aalborg Lufthavn. Det norske lavprisflyselskab Norwegian valgt allerede i november 2008 at starte indenrigsflyvning på København-Aalborg ruten og har sidenhen tilføjet flere udenrigsruter, bl.a. London og Paris.
Herudover har Cimber Sterling opgraderet selskabets indenrigsprogram samt også tilføjet et par nye udenrigsruter til lufthavnen.
Det betyder, at lufthavnen samlet set havde omkring 80.000 flere rejsende i 2009 end tilfældet var året før. Endda i et kriseår, hvor mange andre regionale lufthavne måtte se passagertallet falde dramatisk. I stedet fik Aalborg Lufthavn en samlet stigning på 7,51 % – og i flere måneder var vækstraterne over 20 %.
Lidt mere end 900.000 passagerer rejste på indenrigsruten, mens knapt 100.000 var passagerer på lufthavnens udenrigsruter. Chartertrafikken faldt med 21,7 % til 120.000 rejsende.
Væksten stiller også krav til faciliteterne i lufthavnen. “Derfor vil vi i det kommende år fokusere meget på driften, herunder logistikken og flowet i lufthavnen. Kort inde i det nye år påregner vi at kunne præsentere tre nye udbydere af food and beverage, og inden sommersæsonen står 550 nye gratis p-pladser klar, så jeg håber meget, at vores passagerer kun vil opleve positive forbedringer i 2010,“ siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
Aalborg Lufthavn er stadig Danmarks tredjestørste lufthavn efter København og Billund. Den internationale lufthavn i Billund havde i 2009 ca. 2,3 mio. passagerer, men havde mistet hele 250.000 rejsende i forhold til året før.
Aarhus Lufthavn kom ud af 2009 med et samlet passagertab på ca. 50.000, således at lufthavnen havde 526.402 rejsende passagerer.