P4-BDL skal fremover fungere som privatfly. (Foto: Gilles Perrin / Flickr)

Rigmand bruger milliarder på Dreamliner-privatfly

Den russiske multimilliardær Roman Abramovich fik i weekenden overdraget sit nye privatfly. Det er en Boeing 787-8 Dreamliner, der – efter en ombygning – nu har plads til 50 passagerer ombord.

Hvad forærer man en mand, der ejer sin egen fodboldklub, verdens fjerdelængste lystyacht og har en anslået formue på 93 milliarder danske kroner? En Boeing 787-8 Dreamliner, der kan bruges som privatfly, er muligvis et godt bud.

Det er i hvert fald den julegave, som den russiske multimilliardær Roman Abramovich har givet sig selv. Flyet, der har fået registreringsnummeret P4-BDL, ankom til Rusland i weekenden. Det landede i Moskva efter en flyvning fra den schweiziske by Basel, hvor det har opholdt sig de seneste år.

P4-BDL har seks år på bagen. Det blev oprindeligt bygget til det schweiziske flyselskab PrivatAir, men blev aldrig overleveret til selskabet, da det gik konkurs i december 2018. Det er flyselskabet Global Jet Luxembourg, som nu er operatør for P4-BDL, der har været under ombygning siden 2019. Det skriver Forbes.

Har betalt flere milliarder
Med den nuværende konfiguration har flyet plads til 50 passagerer. 10 af pladserne er reserveret til bodyguards, 10 til flypersonalet og de resterende 30 er gæstepladser. Normalt har en Boeing 787-8 plads til op til 359 passagerer. Det bliver tilsyneladende den første Dreamliner i Rusland, da hverken Aeroflot eller andre lokale flyselskaber gør brug af flytypen.

Roman Abramovich har hidtil fløjet i en Boeing 767, der har tilnavnet Banditten. Dette navn fik flyet, fordi det har sorte striber malet omkring cockpit-vinduerne, der ligner en banditmaske. Det fly er dog for nyligt blevet sat til salg for 100 millioner dollars (660 millioner kroner).

Boeing 787-8 har en listepris på 230 millioner amerikanske dollars. Det svarer til 1,5 milliarder danske kroner. Prisen gør angiveligt flyet til det dyreste privatfly, der nogensinde har været registreret i Rusland.

Smuttur til Caribien
I tillæg til den høje pris skønnes det at flyet er blevet indrettet for omkring yderligere 100 millioner dollars (660 millioner kroner). Det er dog ikke ukendt, at det kan være dyrere at indrette et fly af denne standard, end købsprisen på selve flyet.

Det var eksempelvis tilfældet, da regeringen i Saudi Arabien købte en Boeing 787. Den høje pris for interiøret skyldtes i dette tilfælde, at der blev brugt mere end 120 kilo ædelmetaller i indretningen af flyet, som efterfølgende blev foræret til den tyrkiske præsident Recep Erdoğan.

P4-BDL ankom først til Rusland i lørdags, men det store privatfly har allerede været på en tur under varmere himmelstrøg. Et opslag på Flightradar24 afslører, at flyet søndag fløj videre til Bahamas, hvor det først landede på øen Saint Martin og sidenhen fløj videre til hovedstaden Nassau. Flyet befinder sig i skrivende stund atter i Basel.

 

 

Relaterede artikler: 

Første Norse-fly ankommet til Oslo

Dreamliner i rekordflyvning til København

Nye problemer med Boeings Dreamliner