ATR72-600 fly i SAS-bemaling (Foto: SAS/PR)

Risiko for stor svensk pilotkonflikt

Svensk Pilotförening truer med sympatikonflikter i næste uge i en række svenske flyselskaber, hvis ikke Flybe indgår overenskomst for de piloter, som selskabet bruger til at flyve for SAS.

Sverige kan torsdag i næste uge risikere at blive ramt af en arbejdskonflikt blandt piloter i seks svenske flyselskaber inklusiv SAS. En konflikt som blandt andet vil betyde, at piloterne vil nægte at påtage sig overarbejde.

Konflikten kan blive konsekvensen af, at det endnu ikke er lykkedes Svensk Pilotförening og det britiske regionalflyselskab Flybe at indgå en overenskomst for de piloter, som bemander de ATR72-600 turbopropfly, som Flybe siden oktober sidste år har opereret for SAS ind og ud af Stockholm Arlanda-lufthavnen.

Blokade mod overarbejde
Siden mandag har Svensk Pilotförening ført konflikt mod Flybe’s svenske operation, som ligger i datterselskabet Global Employer Company. Det har betydet en blokade mod overarbejde og mod nyansættelser i selskabet.

Hvis ikke der er indgået en aftale inden torsdag i næste uge, så vil Svensk Pilotförening udvide konflikten betragteligt. Det vil omfatte sympatikonflikter hos Amapola Fly, Braathens Regional, Malmö Aviation, Nova Airlines, SAS og TUIfly Nordic, ligesom strejken i Flybe’s svenske selskab, Global Employer Company, udvides. Her vil piloterne strejke hver mandag, torsdag og søndag.

Siden slutningen af oktober sidste år har Flybe opereret to ATR72-600 turbopropfly i SAS-farver på det skandinaviske flyselskabs feederruter. Parallelt med flyvningerne har Svensk Pilotförening og Flybe siden efteråret forhandlet om en kollektiv overenskomst for de Flybe-piloter, som har base i Stockholm Arlanda-lufthavnen. Det er dog endnu ikke lykkedes at nå til enighed. Flere spørgsmål er stadig uløste, og forhandlingerne er gået i stå.

Skal være ringere
Ifølge Svensk Pilotförening, så hævder Flybe, at aftalen med SAS ikke giver mulighed for at ansætte piloter i overensstemmelse med betingelserne for svenske regionalfly-piloter. Derfor mener Flybe, at vilkårene i en ny overenskomst skal være ringere end andre lignende pilotoverenskomster. Men den går ikke, mener pilotforeningen.

”Svensk Pilotförening kan ikke deltage i at underskrive aftaler med dårligere vilkår for piloter på en virksomhed med den begrundelse, at selskabet har regnet med at kunne konkurrere på det svenske marked med vilkår, der ligger under svensk industristandard,” sagde Tommy Larsson, chefforhandler for Svensk Pilotförening, i sidste uge.