Første fly til Riyadh Air er leaset fra Oman Air. (Foto: Riyadh Air | PR)

Riyadh Air klar med første rute og loyalitetsprogram

Riyadh Air debuterer den 26. oktober med en rute til verdens femtestørste lufthavn. Der startes op med et leaset reservefly, og så snart man får egne fly, vil der blive annonceret flere destinationer.

Et af de senere års mest ambitiøse luftfartsprojekter får snart sin officielle debut, når Riyadh Air i slutningen af oktober sender første fly på vingerne.

Første destination fra basen i King Khalid International Airport i Riyadh bliver London-Heathrow, og der flyves dagligt fra den 26. oktober, hvilket bliver i konkurrence med både British Airways, Virgin Atlantic og Saudia. 

Den kommercielle debut kommer til at foregå med en Boeing 787-9 Dreamliner, der internt kaldes ‘Jamila’, og som er et reservefly, der er leaset fra Oman Air, indtil Riyadh Air selv får leveret sine første fly.

Riyadh Air havde for længe siden stillet markedet i udsigt, at første ruteflyvning ville finde sted i 2025, og det blev således nødvendigt at indleje kapacitet for at kunne indfri dette løfte.

“Dette er ikke bare en lancering; det er en håndgribelig realisering af en vision om at forbinde Saudi-Arabien med verden, en central søjle i Saudi Vision 2030,” siger Tony Douglas, CEO for Riyadh Air.

Store forventninger til loyalitetsprogram
I de kommende uger vil Riyadh Air løfte sløret for flere destinationer, men allerede nu melder man ud, at Dubai International Airport bliver det næste punkt på rutekortet. Dermed lægges der ud med en rute til den femtestørste lufthavn i verden efterfulgt af den næststørste, som netop er den internationale lufthavn i Dubai.

Udover ruteannonceringen har Riyadh Air også præsenteret selskabets kommende loyalitetsprogram, der har fået navnet Sfeer, og det betyder ‘ambassadør’ på arabisk.

Her lover Riyadh Air, at Sfeer bliver et af verdens mest unikke og spændende loyalitetsprogrammer, og en af fordelene er blandt andet, at det bliver muligt at dele niveaupoint inden for definerede fællesskaber, så familie og venner også kan bruge optjente point til at opnå et højere medlemsniveau.

“Med Sfeer skaber vi meget mere end blot et loyalitetsprogram; vi bygger et dynamisk, digitalt fordybende livsstilsøkosystem. Vores vision er virkelig at ændre spillepladen, tilbyde uovertrufne fordele og fremme en unik følelse af fællesskab blandt vores medlemmer,” lyder det fra Tony Douglas.

 

Relaterede artikler:

Air France-KLM lander Riyadh Air som ny partner

Riyadh Air starter billetsalget om få måneder

Flere detaljer om Riyadh Airs planer