Round-the-world med Star Alliance

SAS og Star Alliance lancerer online booking af de komplicerede round-the-world priser fra alliancens 21 medlemmer.

One world-alliancen var først med online booking af round-the-world priser. Men nu kommer SAS og Star Alliance også på banen. Det sker gennem online-værktøjet “Star Alliance Book and Fly“, hvor hele transaktionen kan ske online.

Hidtil har det kun været muligt at bruge alliancens online værktøjer til at planlægge en jorden-rundt billet, mens prissættelse og billetudstedelse skulle håndteres af luftfartsselskabernes call-centre eller direkte hos rejsebureauerne.

Nu bliver det således muligt at booke round-the-world fares på samme online-platform hos 21 luftfartsselskaber, der hver dag udbyder mere end 17.000 flyvninger til 960 lufthavne i mere end 160 lande.

Star Alliance

Kunderne kan vælge mellem tre round-the-world produkter med henholdsvis 29.000, 34.000 og 39.000 “miles“ inkluderet i prisen. Priserne er tilgængelige for rejser på enten First Class, Business Class eller Economy Class og har ét års gyldighed.

Der findes også en rabatteret version med mindre fleksibilitet. Denne pristype gælder kun i Economy Class og har maksimalt 26.000 miles og5 stop-overs inkluderet. Herudover skal denne pristype bestilles mindst 7 dage før afrejse.

Star Alliance har i øvrigt yderligere to nye produkter på vej indenfor samme kategori. Der er tale om “Circle Pacific“ og “Circle Asia“, der er rundrejsepas på alliancens flyselskaber i henholdsvis Stillehavsregionen og Asien.

Link: Star Alliance Book and Fly