Airbus A330-300 fra Aeroflot (Foto: Konstantin Nikiforov | GNU 1.2)

Russisk passagerfly måtte undvige for NATO-fly

Et Aeroflot-fly med 142 passagerer ombord var pludseligt på kollisionskurs med et NATO-fly. De russiske luftfartsmyndigheder kritiserer nu NATO for at bringe civile passagerer i fare.

Et passagerfly fra Aeroflot, der i fredags var på vej fra Israels hovedstad Tel Aviv til Moskva, fik pludseligt ordre på at reducere flyvehøjden med 2.000 fod (omtrent 610 meter) for at undgå en mulig kollision med et NATO-fly, der også befandt sig over Sortehavet. 

Ordren til Airbus A330-flyet på rutenummer SU501 kom fra flyveledelsen, der havde opdaget et fly, der lå i samme højde som passagerflyet fra det statsejede russiske flyselskab. Der var 142 passagerer ombord på flyvningen fra Tel Aviv til Moskva.

Ruslands civile luftfartsmyndigheder, Rosaviatsia, har efterfølgende fortalt, at besætningen på passagerflyet kunne se det andet fly, da de to passerede hinanden. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sendte kampfly på vingerne
Det var et CL-600-fly fra NATO, der gjorde, at passagerflyet måtte ændre højde. Det er et rekognosceringsfly, der blandt andet kan benyttes til at spionere fra luften.

Et andet fly, en CL-650, der var på vej fra den russiske kurby Sochi til Skopje i Nordmakedonien, måtte også ændre kurs som følge af NATO-flyets tilstedeværelse.

Det russiske forsvarsministerium har bekræftet, at flere Sukhoi Su-30SM og Su-27-kampfly blev sendt på vingerne for at ledsage to NATO-fly over Sortehavet. Hændelsen sker på et tidspunkt, hvor der i forvejen er mange spændinger i Sortehavsregionen. 

Bringer civile i fare
Både NATO samt Ukraines regering har for nyligt beskyldt Rusland for troppeopbygning nær Ukraines grænser. De mange russiske tropper har ført til frygt for et forestående angreb. Situationen har angiveligt fået NATO til at skrue op for antallet af flyvninger i regionen.

De russiske luftfartsmyndigheder siger, at det øgede antal flyvninger er til fare for den civile luftfart i landet. Rusland vil nu angivelig afgive en formel klage. En talskvinde for det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, talte søndag dunder mod NATO-flyvningerne. 

“Selvom det er lykkedes at forhindre en katastrofe i luftrummet over Sortehavet, så betyder det ikke, at USA og NATO ustraffet kan fortsætte med at bringe menneskers liv i fare,” lyder det, ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, fra talskvinden.

 

Relaterede artikler:

Passagerfly skal udvise forsigtighed i Rusland-Ukraine-luftrum

Flyselskaber belønner vaccinerede passagerer

Snedrive årsag til Boeing 737-havari i Rusland