Pfizer-Biontech COVID-19-vaccine. (Foto: Shutterstock_1851529534)

Flyselskaber belønner vaccinerede passagerer

Amerikanske United og russiske Aeroflot vil gerne have flere vaccinerede passagerer. Derfor lokker selskaberne med henholdsvis en konkurrence om flybilletter og flere point til fordelsprogram.

Gratis rejser verden rundt eller flere point på fordelskontoen. To af verdens store flyselskaber gør nu deres for, at flere passagerer siger ja til at blive vaccineret mod COVID-19.

Hos amerikanske United har man valgt at sætte flyrejser på spil gennem konkurrencen “Your Shot to Fly”. For at være med skal man være medlem af fordelsprogrammet ”MileagePlus”, fyldt 18 år og være bosiddende i USA eller et af territorierne.

Frem til 22. juni er det muligt at vinde en returflyvning for to, hvor som helst selskabet flyver.  Og 1. juli bliver den helt store konkurrencedag. Her bliver der udtrukket fem hovedgevinster, der består i et års rejser for vinderen og en ledsager. Dog med den begrænsning, at der højest må benyttes 26 returrejser.

Endnu en grund til at tage stikket
“Vi er stolte af at gøre vores del for at tilskynde folk til at få deres vaccination,” siger Uniteds administrerende direktør Scott Kirby.

”Takket være vaccinen åbner flere og flere destinationer sig for rejser. Vi er glade for at give folk endnu en grund til at blive vaccineret,” fortsætter han.

Vi har et et fælles ansvar
Hos Aeroflot har man valgt at belønne de vaccinerede passagerer med ekstra bonuspoint. De første 10.000 passagerer, der er medlem af fordelsprogrammet Aeroflot Bonus, og tager afsted på en flyvning, modtager 10.000 miles til deres fordelskonto. Miles der senere kan veksles til rejser, eller bruges til helt andre ting hos Aeroflots samarbejdspartnere.

Samlet set vil der blive uddelt 100 millioner miles til deltagerne som en del af programmet, der bliver kaldt “Miles for Vaccination”.

Vores bidrag
”En stor vaccinationskampagne er i gang i Rusland. Det er vores fælles ansvar at opnå flokimmunitet. Det her er vores bidrag til en fuldgyldig genopretning af lufttransporten,” siger Mikhail Poluboyarinov, der er administrerende direktør i Aeroflot.

Programmet “Miles for Vaccination” kører frem til 31. december i år, eller indtil den mængde miles, der er tildelt under programmet, er brugt.

For at få del i pointene hos Aeroflot eller være med i konkurrencen hos United skal man uploade bevis for at man er COVID-19-vaccineret til selskaberne.

 

Relaterede artikler

”COVID-19 har ændret United Airlines for altid”

United flyver første vacciner fra Europa til USA

Flyselskab har færdigvaccineret flyvende personale