Kabinen i en Boeing 737-800 fra Ryanair. Foto: Danny Longhi Andreasen

Ryanair: 14 procent højere billetpriser

I tredje kvartal i Ryanairs regnskabsår var selskabets flybilletter 14 procent dyrere end niveauet før coronapandemien. Lavprisflyselskabet landede et overskud på 1,6 milliarder kroner.

Prisen på en flybillet til en Ryanair-flyvning er ikke længere så lav, som den var for nogle år siden.

Det irske lavprisflyselskab har netop lagt regnskabet frem for det kvartal, der sluttede 31. december 2022, og som samtidig er tredje kvartal i selskabets regnskabsår. Heraf fremgår det, at priserne på flybilletter i dette kvartal var 14 procent højere end tilfældet før coronapandemien.

Ryanair oplyser, at omsætningen i tredje kvartal steg med 57 procent til 2,31 milliarder euro (17,2 milliarder kroner, red.) på grund af stor rejseefterspørgsel til højere billetpriser. Efterspørgslen på rejser var især stærk i løbet af oktober samt omkring jul og nytår, lyder det.

”Ingen tegn på recession”
Resultatet for tredje kvartal hos Ryanair lød på et nettooverskud på 211 millioner euro, eller hvad der svarer til 1,6 milliarder kroner. I det sidste normale tredje kvartal før pandemien havde Ryanair et nettooverskud på 88 millioner euro (655 millioner kroner, red.), så det irske lavprisflyselskab har i den grad godt gang i forretningen.

Der er tegn på, at Ryanair fortsætter den gode udvikling også i fjerde kvartal, da efterspørgslen på flybilletter i øjeblikket også overgår tidligere tider.

’Med asiatiske turister, der nu vender tilbage og en stærk amerikansk dollar, der tilskynder amerikanerne til at udforske Europa, ser vi en robust efterspørgsel,’ lyder det i regnskabet fra Ryanair, der ser særligt stor efterspørgsel på rejser i den kommende påske og sommer.

”Bookinger viser ingen tegn på recession på dette tidspunkt. Vi havde et rekordantal bookinger i uge to og uge tre i januar; meget robust efterspørgsel ind i påsken og sommeren uden prisstimulering,” siger Neil Sorahan, finansdirektør hos Ryanair, til nyhedsbureauet Reuters.

Forventer 168 millioner passagerer
Under pandemien har Ryanair sørget for, at piloter og kabineansatte har haft det nødvendige antal flyvetimer for at holde arbejdet ved lige, så flyselskabet var klar til genopretningen og den stigende efterspørgsel. Derfor kunne Ryanair også transportere rekordhøje 38,4 millioner passagerer i de sidste tre måneder af 2022.

Ryanair forventer, at 168 millioner passagerer vil benytte selskabet i regnskabsåret til og med 31. marts 2023. Det vil være et godt stykke over den tidligere årsrekord på 149 millioner, der blev sat før pandemien.

I det nye regnskabsår, der altså begynder 1. april, forventer Ryanair at transportere 185 millioner passagerer, skriver Reuters.

 

Relaterede artikler:

Ryanair-boss vil ikke ansætte MAN United-fans

Ryanair: Salgsrekord i sidste uge

Ryanair-stop for ultralavpriser får konsekvenser