En Boeing 737-800 fra det irske lavprisflyselskab Ryanair. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

Ryanair får britisk driftstilladelse

Ryanair har sikret, at det kan fortsætte med at operere på britiske indenrigsruter og på ikke-EU-flyvninger, såfremt der ikke landes en Brexit-aftale.

Flere flyselskaber er i gang med at forberede sig på, at der ikke bliver enighed om en Brexit-aftale senest den 31. marts i år.

Et af dem er det irske lavprisflyselskab Ryanair. Selskabet oplyser, at de britiske luftfartsmyndigheder, CAA (Civil Aviation Authority), har givet en britisk driftstilladelse til Ryanairs britiske datterselskab, Ryanair UK.

Det betyder, at såfremt EU og Storbritannien ikke får landet en aftale, vil Ryanair fortsat kunne drive ruter inden for Storbritannien og til destinationer uden for EU efter Brexit. Hidtil har Ryanair udelukkende opereret på sin irske driftstilladelse (driftstilladelse kendes som en AOC – Air Operators Certificate, red.).

Opfordrer til enighed
Ryanair hilser CAAs beslutning velkommen, hvilket altså giver flyselskabet mulighed for at flyve videre på alle nuværende ruter, uanset hvad der sker i tiden op til Brexit. Ryanair har en række indenrigsflyvninger mellem London, Skotland og Nordirland, mens der opereres til flere ikke-EU-destinationer – herunder til byer i Norge, Ukraine og Marokko.

“Risikoen for en Brexit uden en aftale til marts stiger. På trods af vores robuste efter-Brexit-strukturer, herunder vores efter-Brexit-plan om europæisk ejerskab, fortsætter vi med at opfordre Storbritannien og EU til at blive enige om en overgangsaftale fra den 31. marts 2019, således at enhver forstyrrelse af flyvninger og den britiske sommerferie i 2019 kan undgås,” siger Juliusz Komorek, juridisk direktør i Ryanair.

EU kræver, at ethvert flyselskab, der skal flyve inden for unionens grænser, skal ejes og kontrolleres af et EU-land. På den baggrund har Ryanair – ifølge The Guardian – indikeret, at det vil fjerne stemmerettighederne fra sine ikke-EU-aktionærer for at kunne overholde EUs regler.

Flere flyselskaber tager forholdsregler
Et andet flyselskab, der tager sine forholdsregler i forhold til en manglende Brexit-aftale, er spanske Iberia. Den store luftfartskoncern IAG, der ejer Iberia, er således i gang med at overbevise EU-Kommissionen om, at stemmerettighederne i Iberia er på spanske hænder – og ikke på britiske hænder.

To af Ryanairs konkurrenter på lavprismarkedet, Wizz Air og easyJet, har ligeledes været på stikkerne i forbindelse med Brexit. Det ungarske selskab Wizz Air har også sikret sig en britisk driftstilladelse. Britiske easyJet har omvendt stiftet et nyt europæisk selskab i Wien i Østrig, hvorefter selskabet har fået en driftstilladelse inden for EU-lande.

 

Relaterede artikler:

Ryanair søger britisk driftstilladelse

Ryanairs O’Leary med ny Brexit-advarsel

Ryanair indfører Brexit-klausul på solgte billetter

Brexit-vilkår rammer britisk luftfart hårdt

IAG har Brexit-finte klar