Ryanair Boeing 737-800 i Københavns Lufthavn. (Foto: Bene Riobó)

Ryanair lukker London-rute til København

Ryanair opgiver ruten mellem London Southend Airport og København, som blev åbnet i foråret. Herudover lukkes en rute fra CPH til De Kanariske Øer.

Den 2. april i år åbnede Ryanair sin tredje London-rute til København. Ruten udgik fra London Southend Airport med tre ugentlige afgange i hver retning, og ifølge Københavns Lufthavn var der tale om en helårsrute.

Men kunderne kommer til at spejde langt efter Southend-ruten i det kommende vintertrafikprogram. Lørdag den 26. oktober flyves der sidste gang på ruten, og den vender ikke tilbage i sommeren 2020.

Til gengæld fortsætter Ryanair med at flyve fra København til London Stansted Airport og London Luton Airport. Der flyves efter planen seks gang om ugen til Luton, mens Stansted-ruten reduceres fra oprindeligt 19 til nu 16 ugentlige afgange.

Mange småjusteringer
Udover Southend-rutelukningen kommer Ryanair også til at indstille flyvningerne til Tenerife. Ligesom sidste vintersæson flyves der i begyndelsen en gang ugentligt fra København til Tenerife, men sidste afgang på ruten bliver den 3. januar 2020.

Der er også en del småjusteringer i Ryanairs vintertrafikprogram, der træder i kraft søndag den 27. oktober og slutter lørdag den 28. marts 2020.

Der skæres ned på ruterne fra København til Dublin, Edinburgh, Madrid, Málaga og Milano-Bergamo, der alle mister en ugentlig frekvens i hver retning i forhold til det tidligere offentliggjorte trafikprogram.

Flere Ryanair-ruter får også mere kapacitet end planlagt. Således øger Ryanair fra tre til seks ugentlige afgange til Rom-Ciampino, og der bliver en ekstra frekvens til Kaunas. Den nye rute til Nürnberg bliver også øget fra to til tre afgange om ugen.

Flere afgange til Düsseldorf og Wien
Østrigske Lauda, der indgår i Ryanair-koncernen, har også foretaget nogle småjusteringer i det kommende vintertrafikprogram. Ruten til Wien opgraderes fra fire til fem ugentlige afgange, mens der også øges på den nye rute til Düsseldorf, der får fordoblet kapaciteten fra to til fire ugentlige afgange. Til gengæld må Lauda reducere fra seks til fire afgange om ugen på den nye Stuttgart-rute.

Med de seneste tilpasninger forventes Ryanair – og de øvrige selskaber i koncernen – at operere op imod 130 ugentlige afgange fra Københavns Lufthavn i vintertrafikprogrammet, hvilket er en stigning på lige i underkanten af 40 procent i forhold til vinteren 2018/19.

 

Relaterede artikler:

Stor Ryanair-vækst i vente i CPH

Femte nye Ryanair-rute i CPH i 2019

København får ny London-rute