Ryanair-fly. (Foto: Stefano Garau | shutterstock.com)

Ryanair og Google i samarbejde om data og AI

Ryanair ønsker at blive bedre til at udnytte sin data på tværs af organisationen. Nu har det irske lavprisselskab indgået et samarbejde med Google Cloud om at udrulle techvirksomhedens store AI-løsning.

Verdens virksomheder er i gang med at finde ud af, hvad kunstig intelligens kan gøre for dem, og nu har Europas største flyselskab målt på antal passagerer, flådestørrelse og antal flyvninger, Ryanair, indgået et samarbejde med Google Cloud.

Partnerskabet strækker sig over fem år, og som en del af aftalen vil Ryanair udrulle Google Workspace og Google Cloud-tjenester til 35.000 medarbejdere på tværs af selskabets netværk. Det håber man på kan understøtte væksten mod 300 millioner passagerer om året i 2034, som er det irske lavprisflyselskabs ambition.

”Ryanair er på en utrolig vækstrejse mod 300 millioner passagerer i 2034. For at understøtte denne vækst skal vi sikre, at vores infrastruktur har en fremragende robusthed, og det giver vores nye dual-cloud-strategi os sammen med teknologipartnere, der matcher vores tempo og kompromisløse fokus på effektivitet,” siger Ryanairs administrerende direktør, Eddie Wilson, i en pressemeddelelse.

”Derfor er vi glade for at indgå et partnerskab med Google Cloud, som giver vores teams adgang til Gemini Enterprise og Google Workspace og skaber endnu større effektivitet på tværs af vores forretning, samtidig med at vi styrker robustheden i vores infrastruktur,” tilføjer han.

AI-agent skal forbinde data bedre
Partnerskabet betyder, at Gemini Enterprise, Google Clouds agentbaserede AI-platform, vil blive udrullet i Ryanair. Gemini Enterprise er udviklet til at forbinde data på tværs af organisationer, automatisere arbejdsgange og skabe skræddersyede AI-agenter.

Gemini Enterprise skal ifølge Ryanair bruges til at hjælpe med at automatisere beslutningsprocesser, optimere logistikken for flybesætninger og understøtte den generelle produktivitet i virksomheden, samtidig med at Ryanairs robusthed styrkes gennem en ny såkaldt dual-cloud-strategi.

Hos Google Cloud lyder det fra techvirksomhedens chef for Storbritannien, Irland og Afrika syd for Sahara, Maureen Costello, at luftfarten er en særdeles interessant branche, når det gælder kunstig intelligens.

”Luftfart er en branche, der er defineret af præcision, og Ryanair er en pioner inden for operationel eksekvering. Vi er begejstrede for at være Ryanairs partner i selskabets AI-transformation,” siger hun og tilføjer:

”Denne aftale viser, hvordan udrulning af generativ AI i stor skala – kombineret med moderne samarbejdsværktøjer til medarbejdere i frontlinjen – kan hjælpe førende virksomheder i branchen med at skalere sikkert, reducere driftsomkostningerne og gentænke rejseoplevelsen.”

 

Relaterede artikler:

EASA vil sikre tillid til kunstig intelligens i luftfarten

AI skal gøre procedurer på jorden hurtigere

SAS: Anvender AI i det meste af virksomheden