Det igangværende vulkanudbrud i Island. (Foto: Civil Protection in Iceland | Facebook.com | PR)

Sådan kan vulkanudbruddet påvirke flytrafikken

Det ser ikke ud til, at det igangværende vulkanudbrud i Island vil få lige så store konsekvenser for luftfarten, som tilfældet var i 2010. Det store spørgsmål er, hvor meget aske som bliver skabt.

Tidligere på måneden fortalte Play og Icelandair, at begge flyselskaber kunne aflæse en vis frygt for et vulkanudbrud i trafiktallene for november, da nyheden om, at et sådan kunne være på vej spredte sig i løbet af årets næstsidste måned.

Mandag i denne uge skete det så. Midt på aftenen registrerede man et jordskælv nord for byen Grindavik, der er placeret på den sydvestlige del af Island. Skælvet ramte en såkaldt magma-korridor og fik den konsekvens, at vulkanen på Sýlingafell-fjeldet gik i udbrud.

Jordskælvet efterlod sig en sprække i jorden, der vurderes til at være op mod fire kilometer lang. Indbyggerne i byen Grindavik er blevet evakueret, og alle veje til og fra byen er blevet spærret, ligesom det islandske civilforsvar er til stede i området.

Holder øje
Til mediet Iceland Monitor siger vulkanolog Thorvaldur Thordarson, at det indtil videre ser ud til, at placeringen for udbruddet kan være tæt på at den værst tænkelige i området, da det er udbrudt et sted, hvor der er højt beliggende depoter med magma, som bliver til lava. Udtalelsen er dog forbundet med en vis usikkerhed, understreger han.

Det har hele tiden været forventningen, at det aktuelle vulkanbrud ikke ville gå lige så hårdt ud over flytrafikken, som tilfældet var, da Eyjafjallajökull-vulkanen gik i udbrud i 2010. Det skyldes dels højdeforskelle mellem de to vulkaner samt at Eyjafjallajökull var dækket af en gletsjer.

Da isen på gletsjeren smeltede, medvirkede det nemlig til at øge den askesky som blev dannet, og det var denne, der særligt var skyld i udfordringerne for flytrafikken i og med, at vulkansk aske potentielt kan føre til tekniske problemer, hvis en tilstrækkelig mængde af det bliver suget ind i en flymotor.

I skrivende stund er der planlagt 69 ankomster og 63 afgange i Keflavik International Airport ved Reykjavik tirsdag, og disse ventes indtil videre at blive afviklet efter planen. Den islandske lufthavnsoperatør Isavia oplyser dog, at det kan ændre sig, da situationen revurderes løbende.

Kan blæse i retning af Danmark
Ifølge vejrtjenesten AccuWeather har man endnu ikke observeret en askesky ved vulkanudbruddet, men det er ikke ensbetydende med, at en sådan ikke vil opstå i takt med, at udbruddet udvikler sig. Derfor har tjenesten kigget på vindretningen i løbet af de kommende dage i et forsøg på at forudse hvilken retning, som en given sky kunne blive blæst i.

Det oplyses, at den forventede vind i den lavere til midterste del af atmosfæren mellem onsdag og fredag i denne uge potentielt kan betyde, at en askesky vil blive sendt i retning af Danmark, Nordtyskland, Norge, Finland, Polen, Hviderusland samt Rusland.

Den aske, som bliver skabt af vulkanudbruddet, ventes at ryge flere kilometer op over jordens overflade, men hvis der fortsat er en vis koncentration af aske i næste uge, kan vinden sende den i retning af den nordlige del af Rusland, lyder det.

En gave til julepassagererne
Jonathan Porter, der er AccuWeathers chefmeteorolog, forklarer, at det store spørgsmål lige nu er, hvor stor en mængde aske, som udbruddet vil resultere i.

”Selvom det ikke ser ud til, at dette vulkanudbrud – baseret på de oplysninger, som vi har i øjeblikket – vil få store konsekvenser for flytrafikken, kan alt vulkansk aske, som ender i atmosfæren, være skyld i ændringer eller lukning af et givent luftrum samt at flyvninger bliver forsinkede eller helt må aflyses.”

”Hvis der blot er tale om, at det er lidt eller slet ingen aske, som bliver sendt op i atmosfæren, kan det betyde, at udbruddet ikke får nogen indflydelse på luftfarten, hvilket i den grad ville være en julegave til de passagerer, som skal rejse i forbindelse med højtiden.”

Det påpeges derudover atter, at udbruddet ventes at udvikle sig meget anderledes end det, der fandt sted i 2010.


Relaterede artikler:

Vulkanfrygt ramte islandske flyselskaber

Fagradalsfjall: EASA holder øje med islandsk vulkan

Vulkanudbrud nær Keflavik forstyrrer endnu ikke flytrafik