Sælger charterrejser via auktionshus

Charterarrangørerne forsøger hele tiden at finde nye og alternative afsætningskanaler. Apollo har sat et antal august-rejser til salg på auktionshuset Lauritz.com. Erfaringerne skal vise, om auktionshuset bliver en fremtidig salgskanal for charterrejser.

For nogle år siden forsøgte rejsearrangøren Apollo sig sporadisk med at sælge charterrejser via auktionshuset Lauritz.com. Det var ikke en ubetinget succes, men nu gøres et nyt forsøg.

Apollo har i denne uge sat i første omgang 20 rejser til salg med afrejse i august måned. Rejserne er udbudt med en budfrist den 18. juli.

“Lauritz.com har udviklet sig teknisk set, således at teknikken i dag passer bedre til vore produkter. Nu laver vi et testforsøg igen, og ser hvad markedet vil byde på rejserne,“ siger salgschef Kevin Knudsen fra Apollo.

Det er rejser til de populære destinationer i Grækenland, Tyrkiet og Spanien, der er sat til salg gennem auktionshuset.

Salgschef Kevin Knudsen fortæller, at hele chartermarkedet kan betagtes som én stor auktion, hvorfor det giver god mening at bruge et auktionshus til at afsætte rejser.

“Ligesom i det generelle marked, er Lauritz-auktionerne også afhængige af udbud og efterspørgsel.“

Kultur for at gøre en god handel

Gennem salg og markedsføringaf rejser via Lauritz.com får Apollo også kontakt med en målgruppe, som man måske ikke rammer gennem den sædvanlige distribution.

“Det handler om at nå ud til nogle mennesker, som vi ikke når på andre kanaler. Her hersker der en kultur for at gøre en god handel,“ mener Kevin Knudsen.

Når budfristen udløber den 18. juli vil det vise sig, om auktionsbrugerne eller Apollo har gjort en god handel. Lige nu er der eksempelvis udbudt en rejse for 2 personer til Fuerteventura med afrejse den 17. august. Listeprisen er opført til 13.000 kroner, mens det seneste bud er 3.200 kroner. Her skal der bydes lidt mere op, før Apollo har gjort en god handel.

“Der kommer forhåbentlig en slutspurt på dagen. Jeg synes, at priserne kommer relativt godt op,“ siger Kevin Knudsen.

Apollo er Danmarks tredjestørste rejsearrangør og har siden den 1. januar 2001 været et datterselskab til den schweiziske rejsekoncern Kuoni. Den skandinaviske del af koncernen hedder Kuoni Scandinavia, og foruden Apollo og Kuoni i Danmark, Sverige og Norge, indgår flyselskabet Novair.