- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Salget af Boeing 737 MAX gået i stå

Boeing har fået bestilling på blot 10 fly af typen 737 MAX i årets tre første måneder, hvor der i samme periode sidste år blev bestilt over 100 MAX-fly.

Flyselskaberne fra hele verden holder igen med at lægge ordrer på den ulykkesramte flytype Boeing 737 MAX.

Boeing har således kun modtaget bestillinger på 10 af dette fly i januar og februar, mens der slet ingen ordrer er lagt på flyet i marts. Det meddeler Boeing ifølge det amerikanske medie CNN. Den kraftige ordrenedgang sker, efter en Boeing 737 MAX 8 fra Ethiopian Airlines styrtede ned i begyndelsen af marts, hvilket var den anden dødsulykke med flytypen på et halvt år.

I de tre første måneder af 2018 modtog Boeing 112 bestillinger på 737 MAX – herunder 40 fra amerikanske Southwest Airlines og 25 fra irske Ryanair. Det går derimod bedre for Boeings andre flytyper. I årets første tre måneder fik den amerikanske flyproducent ordrer på 85 fly sammenlignet med 68 fly i første kvartal af sidste år.

Nedsat MAX-produktion
Der pågår stadig undersøgelser af Lion Air-ulykken i Indonesien i oktober sidste år og styrtet i Etiopien for en måned siden. Ved de to ulykker omkom samlet set 346 mennesker. Efter Etiopien-styrtet blev samtlige af verdens Boeing 737 MAX-fly sat på jorden, mens typen bliver undersøgt til bunds. Boeing er midlertidigt stoppet med nye leveringer af flytypen, mens der i sidste uge samtidig blev annonceret en nedskæring på 20 procent i produktionen.

Det er ikke kun Boeing, der har haft svært ved at sælge sit populære mellemdistancefly. Den europæiske flyproducent Airbus har ifølge CNN haft et endnu værre første kvartal i år, hvad angår salget af 737 MAX-konkurrenten Airbus A320.

Boeing har fået over 5.000 bestillinger på 737 MAX. Indtil videre er det kun Garuda Indonesia, der har valgt at annullere sin ordre på 50 MAX-fly, efter flytypen er blevet grounded.

Leverer stadig ældre Boeing 737-modeller
Det samlede antal leveringer af alle Boeing 737-flytyper faldt i første kvartal til 89 fra 132 i samme periode sidste år. Men nedgangen skyldtes primært den reducerede produktion og levering af den ældre Boeing 737-model, som stadig bestilles af visse kunder.

Boeing leverede 32 ældre Boeing 737-fly i første kvartal, hvilket var en nedgang på 66 procent i forhold til sidste år. Antallet af 737 MAX-leveringer steg med 54 procent til 57 fly i første kvartal – også selv om der var to ugers leveringsstop til slut i første kvartal.

Det er endnu uvist, hvornår Boeing 737 MAX igen kommer på vingerne. Flytypen har været grounded siden den 13. marts, og en lang række flyselskaber har måttet sætte andre flytyper ind på de ruter, MAX-flyene normalt opererer.

 

Relaterede artikler:

Boeing nedsætter MAX-produktion med 20 procent

Boeing 737 MAX-fly opmagasineret i ørkenen

Lufthansa overvejer at købe Boeing 737 MAX

Samtlige Boeing 737 MAX-fly på jorden

Boeings MAX-software først klar om seks uger