Indlfyvningen til Tromsø er ifølge SAS en af Norges smukkeste. Foto: Andreas Krog.

SAS åbner CPH-rute til Nordnorge

Tromsø bliver fra efteråret SAS’ sjette norske destination fra Københavns Lufthavn. Byen byder både på Nordlys og to måneder uden sol.

Nu får danskerne nemmere ved at se Nordlys i Norge. SAS åbner nemlig til efteråret en ny direkte rute mellem København og Tromsø i Nordnorge.

”Vi sørger hele tiden for at rejse hen til de steder, som vores kunder ønsker. Vi har set en stor efterspørgsel på Tromsø, som både har noget for dem, der gerne vil opleve natur, nordlys og også for de rejsende, som interesserer sig meget for mad og kultur,” siger Michael Hansen, salgschef i SAS.

Solen står ikke op
Der er dog ikke tale om nogen stor satsning. Kun to ugentlige returflyvninger bliver der tale om på onsdage og lørdage. Desuden opereres ruten med et 181-sæders Boeing 737-800 fly, der starter og slutter rotationen i Tromsø. Turen til København og retur puttes derfor sandsynligvis ind i flyets ”normale” arbejde med at forbinde Tromsø med Oslo og andre norske byer.

Onsdag flyves fra Tromsø klokken 11.15 med ankomst i CPH kl. 13.45. Efter et ”turnaround” på 35 minutter vender flyet næsen mod nord kl. 14.20 og lander i Tromsø kl. 16.50. Lørdag flyves fra Tromsø kl. 11.00 med ankomst i København kl. 13.30. Klokken 14.05 går turen tilbage mod Tromsø, hvor flyet lander kl. 16.35.

SAS har netop lavet denne video om indflyvningen til Tromsø, som SAS selv betegner som ”måske en af Norges smukkeste indflyvninger”. Rejsende skal dog være opmærksomme på, at solen ikke står op over Tromsø fra midten af november til midten af januar. Få uger inde i den nye rutes opstart og to måneder frem må man derfor nøjes med at nyde indflyvningen på Youtube.

Populært sted at se Nordlys
Tromsø er den største by i Nordnorge, beliggende godt 350 kilometer nord for polarcirklen. Det gør blandt andet Tromsø til et populært sted at se Nordlys og tage på arktisk krydstogt. Den har derfor forholdsvis mange hoteller byens størrelse taget i betragtning. Desuden har Tromsø et stort universitet og er omdrejningspunkt for mange aktiviteter i den norske del af Arktis.

Med den nye rute til Tromsø flyver SAS til seks destinationer i Norge fra Danmark. Fra København flyver SAS i dag til Oslo, Bergen, Stavanger, Trondheim og Aalesund. Fra Billund og Aalborg flyves til Oslo Gardermoen-lufthavnen. Aalborg-ruten blev åbnet i slutningen af marts som en sommerrute, men SAS har besluttet at gøre det til en helårsrute med fem ugentlige flyvninger.

 

 

Relaterede artikler:

Norsk og svensk fremgang

Nyt norsk selskab har København i kikkerten

Widerøe åbner syv nye sæsonruter i Norge

Se nordlys ombord på flyet