Airbus A320-200neo - SE-ROJ - i hangar hos SAS. (Foto: SAS AB | PR)

SAS aflyser 76 charterflyvninger

SAS kan ikke gennemføre 61 charterflyvninger fra Danmark, Norge og Sverige med Apollo Rejser i denne weekend. Trods piloternes tilsagn om at flyve gæster hjem, aflyses 15 charterflyvninger tilbage til Skandinavien.

Noget tyder på, at det lykkes for Apollo Rejser at hente op imod 10.000 skandinaviske gæster hjem fra Albanien, Cypern, Grækenland, Kroatien og Tyrkiet i løbet af weekenden.

Det skyldes, at de strejkende SAS-piloter efter pres fra SAS accepterede at bryde den igangværende strejke for at flyve potentielt strandede passagerer tilbage til Skandinaven under forudsætning af, at der ikke blev sendt flere nye gæster afsted samt at lockouten mod de deltagende piloter blev ophævet.

Dermed kan der i løbet af weekenden gennemføres 26 flyvninger til 11 norske lufthavne, 14 flyvninger til Stockholm og Gøteborg samt seks flyvninger til København. Til gengæld er der op imod 2.500 gæster fra Apollo Rejser, der ikke vil kunne komme tilbage til Skandinavien, da deres flyafgang er aflyst.

Det drejer sig om i alt otte flyvninger til København fra Chania (Vestkreta), Gazipasa-Alanya, Kárphatos, Larnaca, Lesbos, Samos og Santorini samt en enkelt flyvning til Aalborg fra Chania. Til Gøteborg har SAS aflyst to flyvninger fra Chania og Santorini, mens passagererne på to charterflyvninger fra Korfu og Samos til Oslo samt fra Chania og Split til Trondheim også må kigge langt efter deres fly.

Mange kan ikke komme på ferie
Selvom det lykkes at hente langt hovedparten af de passagerer hjem, der rejser retur til Skandinavien lørdag og søndag, så er der stor frustration hos Apollo Rejser over, at flere end 10.000 passagerer måtte opgive at komme på sommerferie som planlagt, da i alt 61 charterflyvninger med SAS fra Skandinavien er aflyst i denne weekend.

Det er 30 flyvninger fra 11 lufthavne i Norge, henholdsvis Oslo, Kristiansand, Stavanger, Haugesund, Bergen, Aalesund, Molde, Trondheim, Bodø, Evenes og Tromsø. Fra Sverige aflyses ni flyvninger fra Stockholm-Arlanda og syv fra Gøteborg, mens der fra Danmark aflyses 14 Apollo-flyvninger fra København og én fra Aalborg.

LinkedIn opfordrer Leif Vase Larsen, koncernchef for Apollo Rejser i Norden, endnu engang parterne til at finde en løsning. “Nok er nok,” lyder det fra den danske koncernchef.

SAS og Apollo underskrev tidligere på året en aftale om charterflyvninger for sommeren 2022 til en værdi af omkring en milliard svenske kroner, eller hvad der svarer til omkring 700 millioner danske kroner. Her skulle der efter planen flyves fra flere end 20 lufthavne i Skandinavien til over 30 destinationer ved Middelhavet. Flyvningerne omfatter cirka 150.000 passagerer i hele sommerprogrammet.

Mangler svar fra Dansk Metal
Hos SAS forklarer man, at årsagen til de hjemgående danske aflysninger primært skyldes, at Dansk Metal endnu ikke har accepteret at tage nogle af de 200 strejkende flymekanikere ud af strejken, så det bliver muligt at servicere de fly, der skal transportere charterpassagererne hjem til Skandinavien.

“Vi i SAS er rigtig glade for at kunne tage nogle af vores strandede passagerer hjem og arbejder i øjeblikket ekstremt intensivt sammen med charteroperatørerne for at gennemføre disse flyvninger. At piloterne tidligere sagde nej til dispensation betyder, at vi nu er bagud i planlægning og logistik,” siger Alexandra Lindgren Kaoukji, pressechef i SAS, til CHECK-IN.dk.

“Derudover får vi ikke svar fra Dansk Metal om at tage mekanikerne ud af sympatistrejken. Det er ekstremt frustrerende både for os og operatørerne – men frem for alt for vores passagerer. Men vi fortsætter vores intensive arbejder og gør vores yderste for at hjælpe vores berørte passagerer, og vi håber at tage endnu flere hjem i de kommende dage.”

Denne artikel er opdateret den 10. juli 2022 kl. 12.20 med kommentarer fra SAS.

 

Relaterede artikler:

SAS-piloter klar til at flyve chartergæster hjem

SAS Connect flyver videre trods sympatistrejke

SAS-strejken er en realitet