SAS-aktien steg efter flotte trafiktal

December måneds trafiktal gav et fingerpeg om, at SAS flyver ind i 2015 med en begrundet optimisme om indtjeningsfremgang. Aktiemarkedet kvitterede med at handle aktien næsten seks procent op.

Gennem det meste af 2014 har SAS været under pres på grund af faldende priser som følge af overkapacitet og hårdt konkurrencepres i det nordiske luftfartsmarked.

December måned viste dog tegn på, at det i 2015 formentlig vil komme til at gå i den rigtige retning for det hårdt plagede SAS. Det skandinaviske flyselskab kunne i går offentliggøre trafiktallene for december måned, hvilket fik aktiekursen til at løfte sig med 5,6 procent.

Samtidig valgte senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank at ændre sin anbefaling fra “hold“ til “køb“. For blot få måneder siden var der fra samme side en anbefaling om at sælge. Det fik følgende ord med på vejen.

“En cocktail med stigende yield-/billetpriser og faldende brændstofpriser er noget nær et drømmescenarie for SAS i bestræbelserne på at løfte indtjeningen,“ siger Jacob Pedersen.

Højere billetpriser i 2015
SAS valgte i december måned at reducere kapaciteten i chartertrafikken og flytte den ledige produktion over til ruterne med fritidsrejsetrafik. Kapaciteten i rutetrafikken blev øget med to procent samtidig med, at trafikken steg med 4,9 procent. Denne kombination øgede belægningsprocenten med 1,9 procentpoint til 71,2 procent.

Samtidig voksede det samlede antal passagerer til samlet 1,852 mio., hvilket er en stigning på 7,1 procent i forhold til samme måned sidste år.

Yield´en der rapporteres med en måneds forsinkelse viste i november måned en fremgang på 1,5 procent, og SAS forventer også fremgang for december måned.

“Trafiktallene er bedre, end vi havde forventet og repræsenterer en mærkbar positiv indtjeningseffekt i forhold til vores oprindelige forventninger. Vi har i nogle måneder argumenteret for, at yieldmiljøet var i bedring, og nu ser vi de første håndgribelige beviser på dette,“ vurderer Sydbanks senioranalytiker.

SAS vil i 2015 være begunstiget af de lavere brændstofpriser, mens easyJet og Ryanair, der er nogle af lavpriskonkurrenterne i Københavns Lufthavn, vil være hæmmet af at have låst deres brændstofindkøb til højere priser i hele 2015. Det giver en konkurrencefordel, som SAS givetvis vil udnytte sammen med Norwegian, der også har brug for indtjeningsfremgang.