SAS bookingsite brød ned

Det meste af torsdag var det ikke muligt at booke billetter på SAS’ hjemmesider på grund af en driftsforstyrrelse.

”Now or Never”. Sådan lyder tilbuddet i SAS’ særlige torsdags-kampagne, hvor man hver torsdag kan booke ”billige flybilletter til en lang række skønne destinationer fra kl. 12-24”, som det hedder på SAS’ hjemmeside.

I kampagnen kan man i øjeblikket booke billetter til en lang række destinationer i Europa samt til Beijing, Hongkong og Shanghai i Asien.

En stor del af torsdag den 12. juli lignede det dog mere ”Never” end ”Now” for de kunder, der forsøgte at booke billetter sas.dk, sas.com eller andre af SAS’ hjemmesider. SAS’ bookingsite brød nemlig ned først på eftermiddagen torsdag, så det ikke var muligt at booke billetter hjemmesiden – uanset om det var almindelige billetter eller kampagnebilletter.

Booking via ældre hjemmeside
Senere torsdag henviste SAS på sitet til ”SAS Classic”, som er SAS’ gamle hjemmeside fra 2016, hvor det fortsat var muligt at foretage bookinger.

”Det er en driftsforstyrrelse, som har forårsaget problemet og ustabiliteten på bookingsitet. Vi håber, at det bliver løst så hurtigt som muligt, men kan ikke sige præcist hvornår,” sagde Freja Annamatz, pressechef i SAS Sverige, sidst på eftermiddagen torsdag til CHECK-IN.dk.

”Det har højeste prioritet, og vi håber at kunne løse problemet så snart som muligt. Vi beklager besværet for de kunder, som er inde og forsøge at booke,” lød det fra den svenske pressechef.

Ifølge pressechefen skyldes nedbruddet af bookingsitet ikke øget pres på hjemmesiden som følge af torsdagskampagnen.

Først efter kl. 21.30 torsdag aften fungerede SAS bookingsitet igen.

Relaterede artikler:

SAS risikerer bøde for dårlig hjemmeside

SAS skrotter dele af ny hjemmeside

Kunder raser over ny SAS-hjemmeside