SAS centraliserer helpdesk i mindre svensk by

Fra midten af august måned vil SAS betjene alle skandinaviske rejsebureauer fra en mindre svensk by med 25.000 indbyggere.

Fra mandag den 19. august vil rejsebureauerne i Danmark og Norge ikke længere få lokale SAS-medarbejdere i røret, når de ringer med spørgsmål og problemer til de to supportfunktioner, henholdsvis SAS Agent Helpdesk og Agent Group Sales.

Fra denne dato vil supporten ske af lokale medarbejdere ansat i tilsvarende funktioner i den midtsvenske by Örnsköldsvik, der blot har omkring 25.000 indbyggere. Her findes dog i forvejen en række interne supportfunktioner, således at flytningen af de omtalte helpdesk-funktioner understøtter den centralisering, som SAS igangsatte i slutningen af sidste år.

“I den nye organisation i Örnsköldsvik vil der være 40 fuldtidsstillinger til at servicere de skandinaviske rejsebureauer. Vi vil dog beholde et par lokalt ansatte i Oslo og København i nogle særlige specialistfunktioner, der skal understøtte den svenske hovedfunktion,“ fortæller pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark.

Nødvendig centralisering
Flere helpdesk-funktioner rettet mod de rejsende kunder er allerede outsourcet til callcenter-virksomheden Sykes i Odense, men betjeningen af rejsebureauerne kræver derimod eget SAS-personale.

“Det er beklageligt og trist, at vi mærker denne centralisering så kraftigt i Danmark og for så vidt også i Norge. Det er en bitter pille at sluge, men den er nødvendig,“ mener pressechefen.

I forbindelse med centraliseringen af de to agent-funktioner har SAS besluttet at udvide åbningstiderne, der fremover vil være fra kl. 09.00 til 17.00 fra mandag til fredag.