SAS-chef i Asien: Naturligt at finde GSA-løsning

Det bliver Niels Henrik Hansen, der skal lukke og slukke efter SAS i Bangkok, når stationen i den thailandske hovedstad lukker samtidig med, at SAS overgår fra helårsdrift til sæsondrift på Bangkok-ruten.

Når Airbus A340-flyet fra SAS som flight SK972 den 8. april kl. 00.25 letter fra Bangkok´s Suvarnabhumi Airport, markerer det afslutningen af en epoke medmere end 63 års uafbrudt SAS-flytrafik mellem Skandinavien og Bangkok.

SAS besluttede sidste efterår at indstille helårsbeflyvningen af den thailandske hovedstad. I stedet bliver Bangkok-ruten til en sæsonrute, der ifølge planerne vil genåbne den 22. november med tre ugentlige afgange, der skal opereres frem til udgangen af marts måned næste år.

Ved at gøre Bangkok-ruten til en sæsonrute har SAS også fået mulighed for at svinge sparekniven over SAS-stationen i den thailanske hovedstad, hvor omkring 30 medarbejdere er beskæftiget. Siden juni 2010 har SAS-aktiviteterne i Sydøstasien været ledet fra Bangkok af Niels Henrik Hansen.

“Det vil være svært at beskæftige en egen organisation med en operation på omkring 4 måneder om året. Jeg mener, at det er helt naturligt at finde en GSA-løsning, som kan tage denne del af forretningen ind i en i forvejen eksisterende forretning,“ siger Niels Henrik Hansen, der er General Manager, South East Asia, Australia and New Zealand med base i Bangkok.

Han henviser samtidig til, at det ikke er unaturligt, at luftfartsselskaber anvender en agent, der kan repræsentere sig i det respektive marked. Samme situation findes i København, hvor flere luftfartsselskaber er repræsenteret af en GSA (General Sales Agent).

Niels Henrik Hansen fortsætter uændret i sin rolle som ansvarlig for Sydøstasien og Australien / New Zealand, da det igangsatte samarbejde med Singapore Airlines giver en række nye muligheder for SAS.

Mere end 63 år
SAS-aktiviteterne i Bangkok strækker sig over næsten en hel menneskealder.
Ruten fra Skandinavien til Bangkok var blot den tredje rute som Overseas SAS åbnede. Det skete den 26. oktober 1949 med et fly af typen DC-6.

Defor er det da også med et vist vemod, at Niels Henrik Hansen må tage ansvaret for at lukke og slukke i Bangkok.

“Det er aldrig en enkel og nem beslutning at sige farvel til mange gode kollegaer, som har arbejdet i virksomheden i mange år. Heldigvis er der meget stor efterspørgsel efter vores kollegaer og det er vores mål at forsøge at hjælpe alle videre til nye job i primært skandinaviske virksomheder.“

I den del af året, hvor SAS ikke betjener Bangkok, skal passagerne i første omgang flyve med Star Alliance-partneren Singapore Airlines. Derfor skal passagererne ikke længere kigge efter SK972 påinformationstavlerne i Suvarnabhumi-lufthavnen. I stedet skal man finde flight SK8004 til Singapore, hvorefter man med joint-venture flyvningen SK8000kan sætte kursen mod København om bord i et fly fra Singapore Airlines.