SAS fjerner bonus-fordel hos virksomheder

SAS har valgt at lukke hullet for de virksomheder, der udnytter optjente bonuspoint til at reducere rejseomkostningerne.

Den 1. september træder nye medlemsvilkår i kraft for de omkring 2,9 mio. medlemmer af loyalitetsprogrammet SAS EuroBonus.

Men det kræver en nærlæsning af vilkårene for at fínde ud af, at SAS har valgt at lukke hullet for de virksomheder, der systematisk har brugt optjente points fra medarbejdernes forretningsrejser til at reducere de generelle rejseomkostninger.

Det har nemlig hidtil været muligt at lade “venner“ benytte optjente bonuspoint til rejser. Det har betydet, at mange virksomheder har brugt optjente bonuspoint i en slags pulje, hvor kolleger har rejst på optjente bonuspoint fra de mest frekvente rejsende hos virksomhederne.

Dette har SAS nu sat en stopper for. I afsnit 3.1. i medlemsvilkårene er ordet “venner“ gledet ud, således at det kun er familie og slægtninge, der kan gøre brug af optjente bonuspoint. Den nye formulering lyder således:

“Medmindre andet fremgår, kan bonustilbud benyttes af personer, som medlemmet har et tæt personligt forhold til, nærmeste familie og slægtninnge. Enhver overtrædelse vil blive sanktioneret jvf. punkt 1.8“.

SAS EuroBonus

De nye regler kommer på tværs af de bonus-styringsprogrammer som en række større rejseaktive virksomheder benytter sig af for at reducere rejseomkostningerne. Erhvervsrejsebureauet BCD Travel tilbyder et særligt “Bonus Management“ program, hvor kunderne kan booke EuroBonus-billetter direkte fra den pulje, der er optjent i den respektive virksomhed.

Beslutningen om at ændre medlemsvilkårene for SAS EuroBonus er derfor ikke populær hos de virksomheder, der stadig fastholder, at optjente bonuspoint tilhører virksomheden. Flere større virksomheder overvejer således at flytte medlemskabet fra SAS EuroBonus til det konkurrerende Miles & More hos Lufthansa, hvor det stadig er muligt at benytte kollegers optjente points – også points optjent på SAS-flyvninger.

SAS valgte med virkning fra 15. juli at indføre brændstoftillæg på alle bonus-flybilletter. Et område, der hidtil havde været undtaget for dette tillæg. Danske SAS EuroBonus-medlemmer udgør ca. 425.000 af samlet 2,9 mio. medlemmer verden over.