Der er stor fart på udfasningen af de ældre fly i MD80-serien. I sidste uge endte endnu et MD87 fly fra SAS sine dage på flykirkegården i Kingman Airport i Arizona.
Onsdag den 13. juni påbegyndte et MD 87-fly fra SAS den sidste rejse. Det var det svensk registrerede SE-DIP, der under rutenummer SK9198 fra Oslo satte kursen mod Kingman Airport i Arizona. Undervejs var der mellemlandinger i Keflavik og Bangor på den lange rejse, der normalt ikke udføres af kort- og mellemdistancefly.
Flyet kom til SAS den 21. oktober 1991 under navnet Margaret Viking blot tre uger efter jomfruflyvningen hos den amerikanske flyproducent McDonnell Douglas. Sidste kommercielle flyvning fandt sted den 30. april i år, hvor flyet fløj som rute SK1877 fra Stavanger til København. Herefter blev det færget til Oslo til klargøring inden den sidste rejse.
Det var således et fly med mere end 20 år på bagen, der i sidste uge endte sine dage i et ørkenområde i Arizona fjernt fra det kølige Skandinavien, hvor det gennem tiden har tjent SAS og i hundredetusindevis af flypassagerer i Danmark, Norge og Sverige.
Kingman Airport i Ariozona´s tørre ørkenluft er stedet, hvor fly enten opmagasineres, eller venter på at blive skrottet og dermed ender som reservedele.
25 ud af 84 MD-fly tilbage
SAS har i dag 25 MD-fly tilbage i flåden ud af oprindeligt 84 fly. Sidenhen er 51 blevet solgt, seks fly er blevet oplagt eller skrottet, mens to fly er blevet afskrevet efter ulykker.
MD-81 flyet med oprindelig registrering OY-KHO blev afskrevet efter en dramatisk nødlanding den 27. december 1991 på en mark tæt ved Stockholm´s Arlanda-lufthavn.
SE-DMA, der var et MD-87 fly, havarerede den 8. oktober 2001 i Milano´s Linate-lufthavn efter at have kollideret med et Cessna Citation privatjet, der i tæt tåge krydsede startbanen uden tilladelse. I alt 110 passagerer og 8 besætningsmedlemmer omkom ved den alvorlige flyulykke.
SAS Scandinavian Airlines har i dag 141 fly i drift. Af disse er 81 af typen Boeing 737, mens yderligere otte fabriksnye Boeing 737-800 er på vej ind i flåden. Denne flytype udgør således op imod 60 procent af de samlede enheder i flåden.
Herudover er der i kort og mellemdistanceflåden 25 MD-fly, 12 fly af typen Bombardier CRJ900 samt endelig 12 fly i Airbus A320-serien. Yderligere tre Airbus A320-fly, der tidligere har fløjet for indiske IndiGo er på vej ind i flåden på en leasingkontrakt.
Langdistanceflåden består i dag af i alt 11 fly, heraf syv Airbus A340 og fire Airbus A330.
Udfaset indenfor to år
Udfasningen af MD-flyene vil ske successivt frem til udgangen af 2014. Ved indgangen til 2015 forventer SAS i kort- og mellemdistanceflådenkun at have Airbus A320-serien i København, Boeing 737NG i Stockholm og Oslo, mens fremtiden for Bombardier CRJ900-flyene i København virker noget uklar. Dermed bliver det et endegyldigt farvel til de trofaste MD80’arbejdsheste’, der har tjent SAS på godt og ondt igennem 25 år.
Det bliver verdens største flyleasingselskab GECAS som skal udleje ni helt nye Boeing 737-800NG fly samt 12 brugte fly af typen Boeing 737-700NG, i alt 21 fly til SAS hovedsageligt som erstatning for MD-flyene.
Samtidig placerede SAS for et år siden en ordre på 30 Airbus A320neo-fly til basen i København. Flyene leveres i perioden fra 2016 til 2019, og i den mellemliggende periode indlejes et antal A320´ere til at lukke hullet efter MD-flyene, indtil de nye A320neo fly er klar til den danske base.