SAS foretog 11.114 uregelmenterede flyvninger

I perioden 2006-2009 har SAS opereret fly, der formelt set ikke var luftdygtige, da selskabet ikke til tiden havde foretaget de tilpasninger og justeringer, som de såkaldte AD-noter påbød. Det udløser nu kritik fra Rigsrevisionen.

I en netop offentliggjort notat fra Rigsrevision rettes en skarp kritik af SASfor at have opereret fly, der havde overskredet gældende luftdygtighedsdirektiver (AD-noter). Dette kaldes i fagsproget for ‘ureglementerede flyvninger’.

En AD-note er et luftdygtighedsdirektiv til en ejer eller bruger af et luftfartøj om at inspicere, justere, ændre eller udskifte bestemte dele på luftfartøjet inden for en fastsat frist. Udføres AD-noten ikke på luftfartøjet inden for den fastsatte frist, er luftfartøjet i henhold til lovgivningen ikke luftdygtigt. AD-noter udgives oftest af det certificerende lands myndighed og ofte på baggrund af indtrufne begivenheder, der er indberettet til fabrikanten.

Statens Luftfartsvæsen inddeler AD-noter i 2 kategorier, der foreskriver handlinger, som skal gennemføres enten i

• Kategori 1: inden fortsat flyvning kan foretages eller inden for en meget kort frist (kan betegnes ”Emergency AD” af den udstedende myndighed) eller i

• Kategori 2: inden en nærmere angiven periode udtrykt i kalendertid, flyvetid, landinger o.l.

SLV har ifølge Rigsrevisionens notat oplyst, at SAS i perioden 2006-2009 foretog 11.114 (2.574) ureglementerede flyvninger fordelt på 2.331 (1.275) i 2006, 2.788 (1.194) i 2007, 3.714 (0) i 2008 og 2.281 (105) i 2009. Tallene anført i parentes angiver antallet af ureglementerede flyvninger med dansk registrerede luftfartøjer opereret af SAS.

SAS overskred i alt 20 AD-noter i forbindelse med de uregelmæssige flyvninger, hvoraf en enkelt AD-note var i den meget alvorlige kategori 1.

“Jeg kan konstatere, at SAS i perioden 2006-2009 foretog ureglementerede flyvninger. Det er min opfattelse, at de ureglementerede flyvninger er alvorlige, fordi de er en overtrædelse af et påbud om at bringe forhold i orden, som anses for væsentlige i forhold til luftfartøjets fortsatte luftdygtighed,“ skriver rigsrevisor Henrik Otbo i notatet.

Han tilføjer endvidere: “Jeg finder det tilfredsstillende, at SAS ser med stor alvor på overskridelserne af AD-noter og har taget en række initiativer til fremover at imødegå disse, og jeg vil følge udviklingen.

SAS tager kritikken alvorligt

Det fremgår af rapporten, at Rigsrevisionen og SLV er tilfredse med de initiativer, SAS har iværksat, for at undgå fremtidige overskridelser.

“SAS tager overskridelserne og Rigsrevisionens kritik yderst alvorligt.
Det er meget beklageligt, at vi i nogle tilfælde ikke har levet op til vores egne meget høje krav. Ansvaret ligger hos SAS. Men samtidig er det vigtigt at understrege, at overskridelserne ikke har haft indflydelse på flysikkerheden. Ved kontrol af de AD-noter, hvor tidsfristen var overskredet, kunne vi konstatere, at vores fly ikke havde de fejl, som AD noten bad os om at undersøge,“ siger Senior Vice President i SAS, Flemming Jensen.

For at undgå lignende sager har SAS gennemført en lang række initiativer og konkrete tiltag. Således har SAS skærpet rutinerne for at kvalitetssikre inspektionerne, gennemgået alle procedurer endnu en gang for eventuelt at fange uklarheder og trænet personalet yderligere, samt ændret organisationen. Senest er de to afdelinger, der står for planlægningen og udførelsen af vedligeholdelse, slået sammen til én afdeling.

SAS har selv ansvaret for at sikre, at selskabet følger reglerne for flyvesikkerhed. I forbindelse med denne egenkontrol blev det konstateret, at tidsfristen var udløbet på 20 af de såkaldte AD-noter i perioden fra 2006-2009. Dettehævder SAS selv at haverapporteret til myndighederne.

SAS meddeler endvidere i en pressemeddelelse, at selskabet nu vil afvente, at Rigsrevisionens notat er drøftet med statsrevisorerne.

Link: Notat til statsrevisorerneom beretning om tilsynet med luftfarten