SAS forsøger at berolige rejsebureauerne

Den vanskelige situation hos SAS har skabt utryghed hos kunderne og ikke mindst rejsebureauerne, der sælger op imod 40 procent af billetterne. SAS har nu stillet et argumentkatalog til rådighed for rejsebureauerne.

De seneste dages uro omkring SAS har ikke alene skabt uro hos selskabets egne ansatte, men også hos rejsebureauerne, der står for en betydelig del af billetsalget.

Derfor måtte SAS i går rykke ud med et argumentkatalog, hvori man forsøger at berolige rejsebureauerne ved at besvare de otte mest stillede spørgsmål omkring situationen for det skandinaviske luftfartsselskab.

“Vi ved, at rejsebureauerne har ligeså meget kontakt med vore kunder, som vi selv har. Vi er nødt til at støtte dem i kommunikationen med kunderne,“ forklarer pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark om det usædvanlige tiltag.

Argumentkataloget indledes med en forklaring på, hvad der sker i SAS i øjeblikket, og hvad man generelt skal sige til kunderne. Her er svaret, at det er “business as usual“, men at bekymrede kunderbør tjekke deres forsikringsforhold.

Herefter følger spørgsmålet “Jeg forstår ikke helt situationen. Jeres fly er fyldte og jeres trafikstatistikker er gode?“ Som svar på dette spørgsmål skriver SAS kort og godt: “Kunderne elsker SAS, og vi er glade for at kunne fylde flyene op. Men SAS har ikke tjent penge siden 2008 – og dette kan ikke fortsætte.“

Konkursspørgsmålet
Det uundgåelige spørgsmål om, hvorvidt SAS er ved at gå konkurs, er også med på listen. Her er svaret noget uskarpt formuleret i forhold til den aktuelle situation.

“Vi flyver i henhold til vores fartplan. I offentligheden cirkurerer der forskellige tolkninger omkring SAS´ øjeblikkelige situation. Den korrekte er, at SAS har en plan for fremtiden, som vore ejere og banker støtter op omkring, og som vi er i færd med at implementere.“

Netop i dette svar trækker SAS den for langt. Selskabet er ikke igang med at implementere planen, men i stedet ved at afsøge mulighederne for at implementere den. Kan den ikke implementeres, forsvinder opbakningen fra banker og hovedaktionærer.

Teksten er udarbejdet i et tæt samarbejde mellem afdelingerne Agent Sales og Kommunikationsafdelingen.

Hos SAS erkender pressechef Trine Kromann-Mikkelsen, at formuleringen ikke er præcis nok.

“Det vi forsøger at sige er, at vi er i dialog omkring aftalerne. Når de så er godkendt, skal de efterfølgende implementeres.“

Salget er påvirket
Uroen omkring SAS har allerede påvirket salget, hvilket i sagens natur har en negativ effekt på likviditeten.

SAS omsætter for cirka 100 mio. kroner om dagen, så derfor er det også vigtigt, at processen og dialogen omkring indgåelse af nye aftaler ikke trækker for langt ud. Så længe, at der er en egentlig konkursrisiko, hvis aftalerne ikke kommer på plads, vil markedet angiveligt reagere med tilbageholdenhed.

Det bekræftes også af pressechef Trine Kromann-Mikkelsen.

“Det er der bestemt en risiko for. Vi ønsker dog ikke at gå ud med information om, hvordan salget er påvirket. Men det er påvirket.“