SAS glemte kontrol af 28 fly

SAS har i en periode glemt at gennemføre en ‘mindre men vital’ kontrol af 28 fly, der derfor blev hasteundersøgt i weekenden. Selskabet hemmeligholder dog hvad det var, man havde glemt.

Natten mellem fredag og lørdag i sidste uge blev SAS’ mekanikere på værkstederne i Stockholm Arlanda-lufthavnen sendt på overarbejde. Alle de 28 Boeing 737-fly, som har fast base i Arlanda, blev nemlig i al hast hevet ind til kontrol i løbet af natten.

”Vi erfarede, at vi havde glemt at gennemføre et mindre men vitalt check i forbindelse med de rutinekontroller, som flyene gennemgår. Vi besluttede derfor at give alle fly den manglende kontrol på én gang,” siger Anders Lindström, kommunikationsdirektør i SAS, til CHECK-IN.dk.

Han vil ikke oplyse hvad det var, man havde glemt at kontrollere, og hvor længe flyene har fløjet rundt uden at have fået gennemført den påkrævede kontrol. Han understreger dog, at flysikkerheden ikke var i fare.

En lille håndfuld fly overnattede i andre lufthavne, og for at få dem hjem til kontrol i Arlanda var SAS fredag aften og lørdag morgen nødsaget til at aflyse syv flyafgange til og fra Stockholm.

SAS har i alt 78 Boeing 737-fly, men det var kun de 28 fly med base i Stockholm, der havde behov for en hastekontrol.

11.000 ureglementerede flyvninger

I 2010 rettede Rigsrevision en skarp kritik mod SAS for at have opereret fly, der havde overskredet gældende luftdygtighedsdirektiver (AD-noter) og gennemført mere end 11.000 ureglementerede flyvninger i perioden 2006 – 2009.

En AD-note er et luftdygtighedsdirektiv til en ejer eller bruger af et luftfartøj om at inspicere, justere, ændre eller udskifte bestemte dele på luftfartøjet inden for en fastsat frist. Udføres AD-noten ikke på luftfartøjet inden for den fastsatte frist, er luftfartøjet i henhold til lovgivningen ikke luftdygtigt.

AD-noter udgives oftest af det certificerende lands myndighed og ofte på baggrund af indtrufne begivenheder, der er indberettet til fabrikanten.