Ny kabine i A340-300 - Toste Viking. (Foto: SAS)

SAS har afsluttet kabineopgradering

Samtlige 15 langdistancefly hos SAS er nu blevet udstyret med nye kabiner. LAN-reserveflyet beholder dog sin oprindelige kabine.

I lørdags returnerede A340-flyet Toste Viking (OY-KBD) fra SR Technics i Zürich, hvor en omfattende kabineopgradering er blevet gennemført. Dermed er det sidste SAS-langdistancefly blevet opgraderet med en ny kabine, således at SAS kan tilbyde alle kunderne på langdistanceruterne et klart forbedret produkt.

Toste Viking blev klargjort i løbet af 24 timer, og søndag eftermiddag satte A340-flyet kursen mod Narita-lufthavnen i Tokyo på rutenummer SK983. Dermed er samtlige otte A330-fly og syv A340-fly i drift med nye kabiner. A340-reserveflyet LN-RKP – også kaldet LAN-flyet – har dog stadig den oprindelige kabine, da flyet er leaset på en seksårig kontrakt fra 2013 til 2019 og således ikke har mange år tilbage i SAS-flåden.

Hos SAS er der glæde over, at 11 fly i langdistanceflåden succesfuldt er blevet opgraderet med nye kabiner, mens der i løbet af det seneste år er kommet yderligere fire nye A330-fly til i den særlige Enhanced-version.

”Det har været en omfattende teknisk øvelse og en stor investering, men det er en stor fornøjelse, at samtlige af vores langrutefly nu er opgraderet med ny kabine. Det er et verdensklasseprodukt, som vi har fået meget positive tilbagemeldinger på,” siger koncerndriftsdirektør Lars Sandahl Sørensen til CHECK-IN.dk.

Flest forandringer i Business Class
De nye kabiner kan opleves på de otte langdistanceruter fra København, fire fra Stockholm samt en fra Oslo. Fra den 28. september tilføjer SAS endnu en langdistancerute, når Miami kommer på rutekortet fra Oslo og København.

Hos SAS har man i løbet af foråret oplevet store stigninger i antallet af Business Class-passagerer. Det mener selskabet er med baggrund i det nye kabineprodukt, som kunderne har taget rigtig godt imod.

SAS præsenterede de nye kabiner i februar måned sidste år, og det har således taget næsten halvandet år at få samtlige langdistancefly opgraderet. Dermed får alle passagerer adgang til 15 tommer HD-skærm på Business Class samt henholdvis 12 og ni tommer skærme på SAS Plus og SAS Go. Alle sæder på Business Class og SAS Plus har fået egen stikkontakt og USB-port. På SAS Go må passagererne deles to og to om en stikkontakt, men hver passager har sin egen USB-port. Flyene er samtidig blevet udstyret med trådløs internet-adgang.

Ser man nærmere på forbedringerne på de enkelte kabineklasser, så er der sket mest på Business Class. De nye lie-flat sæder kan omdannes til en 196 centimeter lang seng og på hvert andet sæde får man som passager faktisk helt op til 202 centimeter at strække sig ud på. Herudover er det værd at nævne den nye sædekonfiguration på Business Class, der nu er 1-2-1 mod tidligere 2-2-2. Det betyder, at alle passagerer i denne kabine har adgang til en af flyets to midtergange, hvilket er en fordel, da hovedparten ifølge statistikkerne rejser alene.

A340´erne er indrettet med 40 Business Class-sæder, mens der blot er 32 på A330-flyene. Derimod er er kun 28 Plus-sæder på A340, mens A330-flyene har 56 sæder i den populære mellemklasse. Der er mellem 174 og 179 Economy Class-sæder afhængig af, om det er A340, A330 eller A330E.

 

Relaterede artikler:

Første A340 fra SAS med ny kabine

Garanti for nye kabiner i A330´ere hos SAS

Gå på virtuel oplevelse i nye SAS kabiner

Første smugkig ind i ny SAS-kabine

SAS afslører ny langdistancekabine