SAS-kaptajn Björn Lundström med sin selfiestick i cockpittet på vej til Newark den 22. juli 2017. (Foto: Bjornpilot)

SAS: Klare regler for foto og video fra cockpit

To easyJet-piloter er suspenderet fra tjeneste efter en sag om fotos fra cockpittet, men i SAS, der har en særdeles aktiv SoMe-pilot, understreger man, at der er klare regler på området.

På de sociale medier florerer der mange fotos og videoptagelser fra forskellige flyselskabers cockpit, men der er tilsyneladende grænser for, hvad man kan tillade sig som kommerciel pilot under en flyvning.

Det måtte to piloter fra det britiske lavprisflyselskab easyJet sande, da de umiddelbart før påske blev suspenderet for tjeneste efter at have delt fotos og video på Snapchat med scener fra cockpittet, hvor der i applikationen var indsat fiktive figurer, der dansede.

En talskvinde fra easyJet har sidenhen udtalt , at opførslen var langt under den standard, som easyJet kan forvente at sine piloter, men samtidig blev det understreget, at optagelserne blev foretaget mens flyet var i marchhøjde, således at sikkerheden ikke på noget tidspunkt har været kompromitteret.

Ikke under 10.000 fod
Hos SAS og en række andre selskaber er der gennem de senere år indført nogle skærpede regler på området.

“Vi har en social medie policy for alle vores ansatte i SAS herunder også piloter og kabinepersonale. I SAS er sikkerhed vores første prioritet, og derfor er der retningslinjer, der skal overholdes, når man er på arbejde. For eksempel at man ikke må filme under start og landing og under 10.000 fod, hvilket står i vores manualer som en del af reglerne for ‘sterile flight deck’,” forklarer pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Reglerne på flight operations-området udspringer oprindeligt fra de amerikanske luftfartsmyndigheder FAA, der i 1981, på baggrund af en flyulykke, indførte den såkaldte Sterile Cockpit Rule, hvori det hedder, at piloterne ikke måtte foretage sig noget uvæsentligt under flyvningens kritiske faser, hvilket er defineret som flyvning i en højde under 10.000 fod (3.050 meter).

Det betyder, at det for piloterne ikke er tilladt at småsnakke, spise og drikke under start og landing – og slet ikke at optage videoer eller tage fotos. Den fulde opmærksomhed skal være rettet på flyvningen.

Populære optagelser fra cockpit
SAS har i dag en flykaptajn, der er særdeles kendt på de sociale medier. Det er svenske Björn Lundström, der har været ansat i SAS i 33 år og i dag er kaptajn på selskabets Airbus A330/340-langdistancefly.

SAS-kaptajnen er kendt på de sociale medier under navnet “bjornpilot“, og alene på Instagram er der flere end 73.000 følgere. Med denne popularitet er han en lækkerbisken for flyselskabets marketingafdeling, der i 2015 portrætterede ham i kundemagasinet Scandinavian Traveller.

Men populære Björn Lundström skal også overholde gældende regler. Derfor kan man på nogle af opslagene på de sociale medier se, at der er indsat en opdatering, hvoraf det fremgår, at optagelserne er foretaget før de skærpede regler er trådt i kraft.

“Sociale medier er også en del af vores hverdag, da mange af vores kunder godt kan lide at få et indblik i vores kollegaers arbejde. Vi er derfor også ofte i dialog med de kollegaer, vi har som er aktive på sociale medier,” understreger pressechefen.

 

Relaterede artikler:

SAS-purser brød ud i sang til crew-briefing