Kristian Leth ( Foto Kimcml / Wikipedia)

SAS med live-koncerter på danske flyvninger

Den pladeaktuelle Kristian Leth skal optræde i 10 kilometers højde for næsten 200 passagerer på en SAS-flyvning fra København til det sydlige Europa.

SAS har i Norge og Sverige haft succes med at afholde live-koncerter i luften, og nu er turen også kommet til Damark. Det sker i løbet af de kommende uger, hvor musikeren Kristian Leth, går om bord på et SAS-fly og afholder en koncert på flyveturen.

Hos SAS har man indtil videre ønsket at hemmeligholde, hvilken flyvning og destination, der er tale om. Vi kan dog afsløre så meget, at der er tale om en flyvning fra København til en sydlig destination, og at flytypen er Airbus A321-200, der har plads til 198 passagerer.

Musik i luften er en del af SAS’ strategi om at bringe musik og rejsen tættere sammen, da SAS ønsker at bruge musik og lyd meget mere i kundeoplevelsen.

“Vi ved, at vores rejsende har en stor interesse for musik, og en livekoncert i luften vil helt klart give vores kunder en helt unik musikalsk oplevelse og flyvetur. I Norge og Sverige har koncerterne i luften allerede været en succes, og nu er turen kommet til Danmark,” siger Mariam Skovfoged, der er pressechef i SAS i Danmark.

Den store strategi med musik som en del af kundeoplevelsen i SAS indeholder flere vinkler, hvor også SAS i Danmark er aktive. Blandt andet laves der en podcast med forskellige kunstnere om at rejse. Den første artist er Shaka Loveless.

Tidligere har SAS lavet SAS-spillelister på Spotify og samarbejdet med flere skandinaviske kunstnere, med blandt andet Stine Bramsen, som har givet deres musikanbefalinger til rejsende.

“Live koncert-oplevelsen i flyene, spillelister på Spotify og ønsker om genkendelige jingler i reklamer og i flyene handler alt sammen om, at SAS som flyselskab ønsker at skabe en unik rejseoplevelse for vores kunder,” siger Mariam Skovfoged.

Pladeaktuel kunstner
Kristian Leth, der kommer til at optræde som den første danske kunstner i et SAS fly, er aktuel med sit nye album, ”Fremmed Land.”

“Når jeg rejser, er selve rejsen en pause fra det man kom fra, og det man skal til. Derfor er det et perfekt sted til at sætte fokus på musikken. SAS tager den – som de eneste – til næste niveau med det her. Jeg glæder mig til at spille live i et fly og til vores samarbejde med podcasts,” siger Kristian Leth.

Fremmed Land er en plade, hvor livsfortællinger er omdrejningspunktet. Den handler om udlængsel og om at rejse, både rundt i Danmark og væk fra Danmark. Kristian Leth flyttede til New York i 2014 og rejser jævnligt tilbage til Danmark jævnligt med SAS.

Kristian Leth er musiker, digter, forfatter og radioproducer. Han har blandt andet komponeret musik og soundtrack til film og tv-serier, samt produceret musik til flere kendte danske artister. Herudover er han forsanger i bandet The William Blakes, og har udgivet to soloalbum, henholdsvis Hjemad fra 2012 samt Fremmed Land.

 

Relaterede artikler:

Live musik i luften med SAS