Første flyvning på rutenummer SK1777 fra København til Vágar. (Foto: Thomas Vikre)

SAS øger til Færøerne

SAS vil i sommeren 2019 flyve ni gange ugentligt fra København til Færøerne, og dermed øges kapaciteten i højsæsonen med næsten 30 procent.

Det blev imødeset med spænding, hvordan markedet ville tage imod SAS-ruten fra København til Færøerne, der startede op i slutningen af marts sidste år. SAS skulle i direkte konkurrence med Atlantic Airways, der havde været alene på ruten i en årrække.

Men det lader til, at SAS har vundet fodfæste på ruten – i hvert fald om sommeren, hvor efterspørgslen er størst. I højsæsonen fra uge 27 til uge 32 indsætter SAS en ekstra afgang på på mandage og torsdage til at supplere den daglige middagsafgang fra CPH.

De ekstra flyvninger er lagt ind i trafikprogrammet med afgang fra København kl. 18.45 og returflyvning kl. 20.50 lokal tid fra Vágar Lufthavn.  Det er stadig 174-sæders Airbus A320neo, der betjener den nordatlantiske rute.

“Vi oplever stor opbakning og efterspørgsel til Færøerne, og derfor øger vi vores tilbud i sommerperioden. Færøerne er en attraktiv destination, som mange turister uden for Europa også ønsker at opleve, og det får de flere muligheder for nu ligesom, at befolkningen på Færøerne også kan bruge vores rutenetværk til at komme videre ud i Europa og resten af verden,” siger pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Skærer ned om vinteren
I vinterhalvåret kniber det dog mere med at få passagererne lokket ombord i flyene. I det første vintertrafikprogram 2017/18 skar SAS Færøerne-ruten ned fra syv til fem ugentlige afgange.

SAS er gået lidt mere drastisk til værks i det nuværende vintertrafikprogram, der løber frem til den 30. marts 2019. Således er der skåret ned fra syv til fire ugentlige afgange, hvilket svarer til en kapacitetsreduktion på 43 procent.

Sammenlignet med Atlantic Airways fylder SAS-trafikken heller ikke så meget. I vintertrafikprogrammet flyver Atlantic Airways to gange dagligt mellem Færøerne og København med Airbus A320. I sommerhalvåret flyver det færøske flyselskab 17 gange om ugen, og i højsæsonen er der hele 27 ugentlige afgange i tidtabellen suppleret af samlet otte afgange til Billund og Aalborg.

 

Relaterede artikler:

SAS skærer ned på rute til Færøerne

SAS-konkurrence kan blive dyrt for Færøerne

SAS åbner CPH-rute til Færøerne