Kuonis nordiske charterarrangør Apollo har indgået en charteraftale med SAS for vinteren 2012/13 omfattende mere end 900 flyvninger.
Samarbejdet mellem rejsearrangøren Apollo og SAS ser ud til at blive styrket. Selskaberne har netop underskrevet en aftale omfattende mere end 900 flyvninger i den kommende vintersæson 2012/13.
Kontrakten har en værdi af 590 mio. svenske kroner, og den tilsvarende kontrakt der blev indgået for årets sommerflyvninger var 920 mio. kroner, hvilket bringer samarbejdets værdi op på cirka 1,5 mia. kroner på årsbasis.
Gennem Kuoni har Apollo søsterselskabet Novair, der er et charterflyselskab. Men dette selskab oprererer udelukkende Airbus A330-langdistancefly til de oversøiske rejsemål, hvorfor SAS er den eksterne partner på de korteflyvninger indenfor Europa.
Vinder på punktlighed
Apollo har især lagt vægt på punktligheden hos SAS samt den fleksible flyflåde, hvilket giver Apollo mulighed for at operere fra 13 forskellige lufthavne i Sverige, Norge og Danmark.
“Det er vores prioritet at tilbyde vores kunder et flyprodukt af høj kvalitet. Efter at have samarbejdet med SAS i længere tid ved vi, at selskabet leverer et flyprodukt, der er punktligt, fleksibelt og af høj kvalitet. Det er grunden til, at vi endnu engang skriver kontrakt med SAS for vintersæsonen,“ siger Mats Dahlquist, der er COO hos Kuoni Nordic.
Naturligvis er der også glæde hos SAS over det styrkede samarbejde med Apollo. Hos SAS hæfter man sig især ved, at Apollo har valgt selskabet på grund af punktligheden.
“Vi glæder os til at byde Apollos kunder velkommen ombord hos Europas mest punktlige flyselskab,“ siger Annelie Nässén, der er VP Globale Agent Sales hos SAS.
I Kuoni Nordic indgår Apollo og Golf Plaisir i Sverige, Apollo og Falk Lauritsen i Danmark, Apollo i Norge, Apollo i Finland samt Playitas Resort på Fuerteventura. KuoniNordic beskæftiger op imod 1.000 medarbejdere og sender årligt lige omkring en million gæster afsted på rejser til hele verden.