SAS og CAU gik fra hinanden efter et døgn

Efter kun et døgn i Forligsinstitutionen gik SAS og det danske kabinepersonales fagforening, CAU, fra hinanden. Nu risikerer parterne at få en fællesoverenskomst for store dele af arbejdsmarkedet trukket ned over hovedet.

Forhandlingerne mellem SAS og fagforeningen Cabin Attendants Union (CAU), der organiserer selskabets omkring 1200 kabinebesætningsmedlemmer, om en ny overenskomst fra 1. april, er igen gået i hårdknude. Efter selv at have forsøgt at nå til enighed, søgte parterne onsdag i sidste uge hjælp i Forligsinstitutionen, hvor en forligsmand har til opgave at forsøge at mægle og finde en måde at få enderne til at mødes, når arbejdsgivere og arbejdstagere ikke selv kan finde ud af det.

Men efter kun et døgns forhandlinger måtte parterne erkende, at de stod for langt fra hinanden til at det gav mening at forhandle videre.

”Vi står fortsat meget langt fra hinanden. Selv forligsmanden sagde, at det ville være svært at nå til enighed,” fortæller talsmand for CAU, Helge Thuesen, til CHECK-IN.dk.

Skal favne bredt
Nu venter parterne på et udspil fra forligsmanden. Han kan enten indkalde til nye forhandlinger mellem CAU og SAS med ham selv som mægler, hvis han tror på der kan være en chance for at lande en aftale inden overenskomstens udløb.

Han kan også vælge at sige, at en ny overenskomst for det danske kabinepersonale skal følge det mæglingsforslag, som LO og DA mandag morgen blev enige om skitsen til. Forligsmanden arbejder nu videre med at finpudse forslaget, der vil kunne trækkes ned over alle de områder, hvor arbejdsgiverne og arbejdstagerne ikke selv kan blive enige. Det kan være inden for alle fagområder lige fra slagteribranchen over elektrikere til kontorpersonale og stewardesser.

Da mæglingsskitsen skal favne så bredt, så indeholder den kun forslag til ændring af løn og pension. Den går ikke ned i detaljer med hensyn til arbejdsvilkår, overarbejdsbetaling og tillæg inden for et specifikt område. Hvis Forligsmanden vælger den løsning i forhold til SAS-overenskomsten, så kan SAS og CAU skyde en hvid pil efter at få ændret ved andet end lønnen.

Et sidste forsøg
SAS og CAU var egentlig indkaldt til nye forhandlinger mandag morgen. Men de blev aflyst med kort varsel omtrent samtidig med at LO og DA indgik en aftale om den generelle mæglingsskitse. Derfor kunne meget tyde på, at forligsmanden vurderer, at det ikke er muligt at få SAS og CAU til at nå til enighed, og at han derfor vælger, at SAS-overenskomsten skal være omfattet af mæglingsforslaget.

Hos SAS forventer man dog, at Forligsmanden vil gøre et sidste forsøg.

”Vi forventer at blive indkaldt igen til forhandlinger med CAU i Forligsinstitutionen,” siger pressechef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen.