SAS og Lufthansa aflyser USA-samarbejde

Codeshare-samarbejdet mellem SAS og Lufthansa på ruterne til Nordamerika ophørte i december måned. Dermed er det ikke længere muligt at rejse via Frankfurt eller München på et SAS-rutenummer.

I maj måned ophørte 18 års joint-venture samarbejde mellem SAS og Lufthansa på ruterne mellem Skandinavien og Tyskland. Sidenhen blev SAS udelukket fra det såkaldte “Atlantic++“ samarbejde med Lufthansa, United og Air Canada. Samarbejdet omfatter deling af indtægter, udgifter og rutenet mellem Europa og Nordamerika.

Men nu er codeshare-samarbejdet mellem SAS og Lufthansa ophørt som en videre konsekvens af, at SAS står udenfor Atlantic++ samarbejdet. Codeshare-flyvninger er tilfælde, hvor et flyselskab sælger billetter under eget navn på flyvninger, der foretages af en partner. Eksempelvis har SAS i mange år solgt billetter til destinationer i USA via Frankfurt og München med Lufthansa som operatør.

Det er denne aftale, der ophørte i december måned, hvilket står i kontrast til de udmeldinger, der kom fra SAS for blot tre måneder siden. Dengang sagde Simon Pauck Hansen, direktør for Partners og Network i SAS, at selskabet var i gang med at vurdere codeshare-porteføljen via Frankfurt og München “for yderligere at optimere vort destinationsudbud mellem Skandinavien og destinationer som SAS ikke selv beflyver direkte.“

Dengang markedsførte SAS lidt flere end 50 destinationer i Lufthansa´s rutenetværk, som SAS ikke selv flyver til. Dette antal er blevet væsentlig reduceret, efter at SAS ikke længere kan sælge billetter til Nordamerika via Lufthansa.

Få samarbejdspartnere i USA
Efter at codeshare-aftalen med Lufthansa på Nordamerika er ophørt, står SAS meget alene på det amerikanske marked. For nylig valgte American Airlines at opsige prissamarbejdet med SAS, og den mangeårige partner US Airways følger formentlig trop, når selskabet sammenlægges med American Airlines. Dermed har SAS kun United Airlines og Virgin America tilbage som partnere i Nordamerika-trafikken.

“SAS har stadig mulighed for at tilfredsstille vore kunder til Nordamerika, dels med egne ruter til og fra USA, dels med samarbejdet med United for kunder, som skal videre ind i USA. I vores håndtering af forandringerne på codeshare-aftalerne er det vigtigt for os, at allerede bookede codeshare-passagerer ikke skal påvirkes negativt af forandringerne,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Dermed vil SAS og Lufthansa honorere alle bookinger, der allerede er foretaget på codeshare-aftalerne, mens det ikke længere vil være muligt at foretage nye reservationer.

Lufthansa flyver til 22 destinationer i Nordamerika, mens SAS blot flyver til fire, henholdsvis New York, Washington, Chicago og San Francisco.