SAS opgiver finske ruter

SAS vil i løbet af efteråret lukke fire flyruter i Finland, heraf to ruter til Paris og Prag, der var med i SAS’ store sommeroffensiv.

Er der ét begreb, som gennemsyrer SAS’ tilgang til at drive luftfartsselskab i dag, så er det lønsomhed. Hvis ikke man tjener penge at beflyve en bestemt rute, så er man blevet langt hurtigere til at tage konsekvensen. Tålmodigheden til at se om ikke ruterne kommer i gang er ikke længere så stor. SAS tøver ikke med at lukke ruter efter ganske få måneder, hvis de ikke er lønsomme.

De seneste eksempler på den meget hurtige og kontante tilgang ser man i Finland. I juni startede SAS med at flyve fra Helsinki til Paris og Prag. Men efter kun omkring tre måneders drift, hiver SAS i nødbremsen og lukker de to sommerruter før tid.

Paris ruten er aflyst fra den 4. oktober og frem til den oprindelige slutdato den 25. oktober. På Prag-ruten lukker man allerede i starten af september og frem til den oprindelige slutdato den 24. oktober. Og det er ikke bare en sløv sensommer, der får SAS til at afkorte sæsonen. Ruterne åbnes nemlig ikke igen til foråret, sådan som det ser ud nu.

”Vi nedlægger ruterne fordi vi kan se, at der er bedre lønsomhed i at anvende flykapaciteten på andre ruter,” forklarer Malin Selander, pressechef for SAS i Sverige.

Desuden lukker SAS også en finsk indenrigsrute og en rute fra Stockholm Arlanda i Sverige til en provinsby i Finland. Også her er forklaringen lønsomheden, som ifølge SAS er lav på den tid af året. Desuden ønsker selskabet at udnytte kapaciteten på andre ruter med udsigt til større lønsomhed.