SAS har med øjeblikkelig virkning opsagt billetaftalen med ukrainske AeroSvit. På sjette døgn er to fly fra det ukrainske selskab tilbageholdt i skandinaviske lufthavne.
Situationen bliver stadig mere kritisk for AeroSvit, der kæmper for en rekonstruktion af selskabet. Onsdag lykkedes det blot at gennemføre en snes afgange fra Kiev Borispol-lufthavnen på grund af et stærkt beskåret trafikprogram.
SAS kunne således i går meddele, at selskabet med øjeblikkelig virkning opsiger billetaftalen med AeroSvit. Det betyder, at SAS ikke vil honorere billetter, hvori indgår AeroSvit-strækninger, hvad enten de er udstedtpå dokumenter fraSAS eller AeroSvit.
Fly fra AeroSvit er på sjette døgn tilbageholdt i både Københavns Lufthavn og Stockholm-Arlanda på grund af ubetalte regninger til såvel lufthavn som handlingselskaber. AeroSvit har også fået tilbageholdt fly i lufthavnene i Warszawa og Tel Aviv, hvilket har besværliggjort operationerne de seneste dage med store forsinkelser og aflysninger til følge.
Mange passagerer eri øjeblikketstrandet i Danmark, Sverige, Polen, Israel, Vietnam, Thailand og USA. Ombooking til andre flyselskaber har været vanskelig, da de fleste fly til og fra Ukraine er udsolgt frem til midten af januar måned.
Fordrejede oplysninger
Hos AeroSvit står man uforstående overfor reaktionen fra de lufthavne, der har tilbageholdt fly fra det ukrainske selskab.
“Beslutningen fra lufthavne og handlingselskaber skyldes fordrejede oplysninger i nogle online-medier om den påståede konkurs i AeroSvit. Vore samarbejdspartnere frygtede, at AeroSvit ville indstille driften og dermed også betalingen for ydelserne,“ hedder det ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax i en pressemeddelelse fra det ukrainske flyselskab.
AeroSvit erklærer samtidig, at man fortsætter dialogen med lufthavnene i håbet om at kunne finde et kompromis. Det lykkedes i løbet af onsdagen for AeroSvit at få overbevist den lokale lufthavn i Kiev om, at selskabet vil kunne opfylde sine forpligtelser fremover. Et planlagt startforbud til AeroSvits fly blev aflyst i sidste øjeblik, hvorefter Kiev Borispol Airport kunne udsende en støtteerklæring, hvori det også hedder, at man forhandler om en gældsaftale.
Ifølge schweiziske ch-aviation har AeroSvit blot seks fly i drift i øjeblikket ud af en samlet flåde på 23 fly. En af de ruter, der stadig flyves på er Kiev-Vilnius, som opereres af Danish Air Transport´s litautiske datterselskab DOT LT.