SAS ruller ny hjemmeside ud

SAS er begyndt at rulle sin redesignede hjemmeside ud. Den østrigske side er prøveklud, og snart kommer det nye lette og lyseblå design til sas.dk.

SAS har gennem et års tid været i gang med en opfriskning af selskabets visuelle identitet med en frisk lyseblå som den nye gennemgående farve. Først i en række check-in områder og på selvbetjeningspulte. Snart kommer turen til uniformerne, hvor den låseblå farve blandt andet finder vej til slips og tørklæder. Og selskabet er allerede så småt i gang med næste skridt.

Det er selskabets hjemmesider, som omtrent har haft det samme visuelle udtryk gennem flere år. Men hvis man finder vej til den østrigske version af flysas.com, så vil man kunne få en smagsprøve på det opdaterede hjemmesidedesign, som snart rulles ud over alle SAS’ landespecifikke hjemmesider.

”Vi ruller det nye design ud i løbet af foråret og sommeren. Næste version er den franske, som kommer inden for nogle uger. Beslutningerne omkring udrulning til næste markeder er afhængig af, hvordan kunderne oplever designet og brugervenligheden på sitet,” forklarer pressechef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen til CHECK-IN.dk.

Planen er at sas.dk bliver den første af de skandinaviske landesider til at få glæde af det nye design.

Lettere for kunden
Med store flotte billeder som baggrund og rolige lyseblå og mørkeblå farver giver det nye design siden et kraftigt løft, ligesom menuerne flyttes fra venstre side til en elegant menubjælke i toppen af siden. Det giver alt i alt en side, som er langt mere overskuelig og lettere at navigere rundt på.

”Det som er vigtigt for os, er at den for brugeren opleves intuitiv og tilgængelig og understøtter det nye SAS, hvor vi ønsker at gøre alt omkring rejsen lettere for kunden. Tonen fremstår også lidt mere frisk og i øjenhøjde, selv om vi selvfølgelig altid skal udvise seriøsitet og pålidelighed,” understreger pressechefen.

Hjemmesidedesignet ligger sig tæt op af det visuelle udtryk i SAS’ app.