SAS-rutevækst styrker ikke CPH som hub

Langt hovedparten af SAS’ nye ruter i 2013 går fra Norge og Sverige ned i Europa og uden om København. Det styrker ikke Københavns Lufthavns position som Skandinaviens trafikknudepunkt nummer ét.

35 af de 45 ruter, som SAS i fredags annoncerede at de kommer til at åbne i 2013, kommer til at gå fra Norge, Sverige og Finland direkte til destinationer i Syd- og Mellemeuropa. Destinationer, som i dag i flere tilfælde kræver et flyskifte i Københavns Lufthavn for at komme til med SAS og dets partnere. Det drejer sig blandt andet om helårsruter fra Oslo til Budapest og Berlin, fra Helsinki til Paris, Prag og Rom samt sommerruter fra primært Oslo til Sydeuropa.

SAS åbner 10 nye ruter fra København til blandt andet San Francisco, Newcastle, Budapest og Prag. Men selskabet lukker også ruter til Katowice og fire finske destinationer. Ruter som i dag er vigtige feederforbindelser ind til København. De suppleres af lukningen af ruten til Bangkok.

Resultatet af de mange nye ruter og rutelukninger er i sidste ende, at Københavns Lufthavns position som Nordens førende trafikknudepunkt ikke ligefrem styrkes. Rejsende fra de øvrige nordiske lande får bedre forbindelser uden om København og feedertrafikken ind til København formindskes.

Styrker position
Hos Københavns Lufthavn glæder man sig dog over, at fire ud af deti nye SAS-ruter i København er helårsruter og ikke blotsommerrutermed få måneders levetid.

”SAS’ annoncering af de nye ruter ligger fuldkommen i tråd med det vi tidligere har set fra deres side, nemlig at de styrker deres position i København gennem nye helårsruter, mens ruterne ud af resten af Norden primært er møntet på de fritidsrejsende,” siger Søren Hedegaard Nielsen, pressechef i Københavns Lufthavn.

Åbningen af især de norske leisureruter er et forsøg fra SAS’ side på at gå i direkte konkurrence med ærkerivalen Norwegian om det attraktive marked af solhungrende skandinaver.

Styrker hovedhub

Eneste nye interkontinentale rute bliver ruten fra København til San Francisco, der oprettes på bekostning af sommerbetjeningen af Bangkok-ruten.

”Det er vigtigt for os, at vi med ruten til San Francisco kan føje endnu en rute til vores interkontinentale netværk. Sammen med de kommende tre ugentlige aftengange til New York styrker SAS efter vores mening fortsat deres hovedhub i Københavns Lufthavn,” siger Søren Hedegaard Nielsen.

Fra København kommer SAS til at flyve til San Francisco, Newcastle, Prag og Budapest hele året rundt. De fire ruter får i kortere eller længere perioder i sommersæsonen selskab af ruter til Palermo, Pula, Biarritz, Alanya Gazipasa, Thessaloniki og Cagliari.

Nye helårsruter fra København:
Newcastle fra 4. februar 2013
Budapest fra 31. marts 2013
Prag fra 31. marts 2013
San Francisco fra 8. april 2013

Nye sommerruter fra København:
Palermo fra 21. juni til 16. august 2013
Pula fra 25. juni til 13. august 2013
Biarritz fra 28. juni til 16. august 2013
Alanya Gazipasa fra 1. juli til 16. august 2013
Thessaloniki fra 3. juli til 16. august 2013
Cagliari fra 4. juli til 15. august 2013