Finansieringen af de 42 nye fly, som er på vej til SAS, sker blandt andet gennem salg af flyene, som derefter lejes tilbage.
(STOCKHOLM) Tre mia. dollar eller lige i underkanten af 20 mia. kroner. Det er den nette sum, som SAS skal lægge hos Airbus for de 42 fabriksnye fly, som er på vej ind i selskabets flåde.
Ifølge SAS skal de 42 fly finansieres på tre forskellige måder, hvoraf to indebærer at sælge flyene, straks selskabet modtager dem, fortæller Niklas Hårdänge, ansvarlig for flyleverancer i SAS til CHECK-IN.dk.
”Vi finansierer de nye fly på tre måder. Banklån, sale og lease back, samt finansleasing, som er, at vi sælger flyet, og herefter leaser vi det, inden vi ved kontraktens udløb køber flyet igen.”
Sidstnævnte løsning lyder måske umiddelbart mindre logisk, hvis man ikke lige handler med fly til dagligt. Men i lejeaftalen på et fly, indgår der typisk strenge krav fra udlejer om, at flyet skal være i samme stand ved tilbageleveringen, som da selskabet modtog flyet, og det kan hurtigt blive en bekostelig affære.
Derfor er det ofte fordelagtigt for flyselskabet at betale en forudbestemt pris for flyet, den dag lejeaftalen udløber.
Sælger sidste MD-fly
De 42 fly, som allerede er på vej ind i SAS-flåden, fordeler sig på 30 Airbus A320neo, otte A350-900 samt fire A330-300E, hvor sidstnævnte allerede er leveret til SAS.
Listeprisen på de tre flytyper svinger fra 125.7 mio. amerikanske dollar for en A320’neo op til 308,1 mio. amerikanske dollar for en A350-900. Det er dog alment kendt, at flyselskaberne opnår rabat, når de køber fly.
Af de 123 fly, som SAS selv opererer, ejer selskabet 28. Samlet set ejer SAS dog 46 fly, som blandt andet tæller de 12 CRJ900-fly, Cimber opererer for SAS. Derudover ejer SAS også fortsat seks 19 år gamle MD90-fly, som alle er lejet ud til Delta Air Lines, men som snart forventes solgt til amerikanerne.
I alt råder SAS over 154 fly, hvoraf de 31 flyves af underleverandører.
SAS modtager det første Airbus A320neo til september og sidste leveres i 2019. A350 leveres til selskabet i perioden 2018-2021.
Relaterede artikler: