I sommertrafikprogrammet vil SAS indsætte 141 personers Airbus A319-fly på samlet 72 ugentlige afgange på ruterne til Hamburg, Luxembourg, Stuttgart og Aberdeen, der hidtil har været betjent af fly med 50 eller 88 sæder.
På mellemdistanceruterne benytter SAS fra København fly af typerne Airbus A319/A320/A321, mens det i stedet er Boeing 737-fly fra baserne i Oslo og Stockholm.
På de kortere regionale ruter er det i øjeblikket 88-sæders CRJ900-fly fra Bombardier suppleret med 50-sæders CRJ200-fly opereret af Cimber A/S på vegne af SAS.
Men det bliver der tilsyneladende lavet om på i sommertrafikprogrammet, der træder i kraft den 29. marts næste år.
Her vil SAS ifølge de foreliggende oplysninger benytte de noget større Airbus A319-fly på de regionale ruter fra København til Hamburg, Luxembourg, Stuttgart og Aberdeen. Samlet vil der være 28 ugentlige flyvninger på Hamburg-ruten med A319, 26 til og fra Stuttgart. Herudover får Aberdeen-ruten 10 ugentlige A319-afgange, mens København-Luxembourg betjenes otte gange ugentligt med de store 141 personers fly.
Planlægningen er ikke færdig
Denne foreløbige flydisponering har sat spekulationer i gang om, hvorvidt SAS vil skære ned i antallet af afgange på de nævnte ruter og i stedet benytte større fly.
Hos SAS er det ikke muligt at få den præcise forklaring på, hvorfor der er opgraderet med større fly nogle af de mindre regionale ruter.
“Det er korrekt, at vi har ‘upsized’ med Airbus A319 på visse frekvenser og visse dag. Vi har også fortsat de mindre fly på ruterne i sommertrafikprogrammet. Vi er ikke færdige med planlægningen, og der vil fortsat i de kommende måneder ske ændringer i, hvordan vi fordeler flytyperne på de enkelte ruter,“ lyder noget kryptiske svar fra Trine Kromann-Mikkelsen, der er pressechef for SAS i Danmark.